Analytiker tror på fortsat momentum for regnskabsaktuelle GN Hearing

Når GN Hearing torsdag morgen fremlægger regnskab for årets tredje kvartal, så vil de gode takter fra tidligere kvartaler formentlig fortsætte, vurderer Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen.
Foto: GN Store Nord / PR
Foto: GN Store Nord / PR
AF RITZAU FINANS

Der er igen udsigt til masser af vækst, når GN sætter tal på sit tredje kvartal torsdag morgen.

Her er det særligt værd at bide mærke i, om selskabets headset-division, GN Audio, kan fortsætte sin massive vækst trods et sværere sammenligningsgrundlag i anden halvdel af året, og samtidig vil investorerne lede efter tegn på, om høreapparatselskabet GN Hearing kan hente så meget vækst, at forventningerne til hele året kan indfris.

Hos Sydbank er det vurderingen, at det nok skal lykkes, ligesom der er mulighed for, at GN Audio igen kan overraske markedet positivt trods flere opjusteringer i løbet af året.

For GN Hearings vedkommende bliver det igen op til topproduktet Resound Linx Quattro at trække læsset.

"Vi forventer, at det positive salgsmomentum fra de foregående kvartaler fortsætter for GN Hearing i tredje kvartal. Vi estimerer en organisk salgsvækst på 7 pct. i tredje kvartal 2019. Vi forventer, at salgsvæksten i kvartalet vil være drevet af høreapparatfamilien Resound Linx Quattro, som blev lanceret i august 2018," skriver Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker hos Sydbank, i en optakt til regnskabet.

"Hertil kommer vores forventning om en fortsat god udvikling i salget af den ældre produktfamilie Resound Linx 3D," fortsætter han.

Han peger på, at GN Hearing har været i modvind i den offentlige amerikanske salgskanal Veterans Affairs (VA), der tilpasser høreapparater til militærveteraner, i løbet af kvartalet.

Faktisk har det danske selskab gradvist tabt momentum hos VA, siden schweiziske Sonova i maj lancerede topproduktet Phonak Audéo Marvel hos VA.

"Vi forventer dog, at GN Hearing har fastholdt det stærke salgsmomentum på den private del af det amerikanske høreapparatmarked i tredje kvartal. Vi venter desuden, at de stærke salgstakter på de europæiske og asiatiske markeder fra de foregående kvartaler er fortsat i tredje kvartal," skriver Søren Løntoft Hansen.

Kigger man på konsensus blandt 16 analytikere, som GN selv har indsamlet estimater fra inden regnskabet, er forventningen en organisk vækst på 6,8 pct. i GN Hearing i tredje kvartal.

For hele året venter analytikerne, at GN Hearing netop vil nå sine egne forventninger om en organisk vækst på "omkring" 7 pct. Konsensusforventningen er præcis 7,0 pct.

Tocifret vækst i Audio

For GN Audio, der har leveret voldsom vækst over de seneste mange kvartaler, ser sammenligningsgrundlaget i anden halvdel af 2019 noget sværere ud.

Alligevel venter analytikerne over en bred kam en fortsat massiv vækst i divisionen, der sælger headset til kontorer og call centre og musikheadsets til private.

"Vi forventer, at GN Audios meget konkurrencedygtige produktportefølje, (både Unified Communications og mobilheadset) kombineret med en god underliggende markedsvækst vil bidrage til en fortsat stærk vækst i kvartalet. Sammenligningsgrundlaget er dog sværere i forhold til de foregående kvartaler, og vi venter derfor en deacceleration i væksten," skriver Søren Løntoft Hansen fra Sydbank i sin optakt.

Han venter en organisk vækst på 20 pct. i GN Audio i tredje kvartal. Konsensus blandt de 16 analytikere, som GN selv har spurgt er en organisk vækst på 20,6 pct.

I tredje kvartal sidste år leverede GN Audio en organisk vækst på 20 pct. I andet kvartal i år var væksten i divisionen 26 pct., mens første kvartal bød på en vækst på hele 36 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også