MedWatch

Rekord: Hver tredje dansker blev vaccineret mod influenza

Coronaepidemien har ifølge lægeformand medført, at rekordmange danskere tog imod vaccination mod influenza.

Foto: Pascal Rossignol/Reuters/Ritzau Scanpix

1,7 millioner mennesker er denne sæson blevet vaccineret mod influenza. Det svarer til næsten hver tredje dansker.

Det er den hidtil højeste tilslutning til vaccinen og hele 800.000 personer flere, end der blev vaccineret i sæsonen 2019-2020. Altså lige inden coronaepidemien brød ud.

Netop coronaen har haft en betydning for, at så mange har valgt at lade sig vaccinere mod influenza, vurderer formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO) Jørgen Skadborg.

"Jeg tror, at befolkningen efter to år med coronaepidemien har fundet ud af, at det er rigtig smart at lade sig vaccinere mod smitsomme sygdomme. Så man kan undgå at ligge i sengen og smitte sårbare personer," siger han.

Hovedparten af de vaccinerede - cirka 1,4 millioner - er personer i risikogruppen. Det er personer over 65 år, gravide og kronisk syge.

Som noget nyt blev risikogruppen i efteråret udvidet med børn fra 2 til 6 år samt pleje- og sundhedspersonale.

Det skete for at mindske spredning af influenzasmitte i en tid, hvor mange også risikerede at blive syge af coronavirus.

To ud af tre borgere i risikogruppen blev vaccineret hos de praktiserende læger.

Blandt de ældste borgere på 80 år og derover var det tre ud af fire.

"Det er en slags sæsonarbejde, vi er vant til. Vi tog jo også 600.000 vaccinationer mod covid-19 med lige op under jul."

"Så det med at vaccinere befolkningen og sørge for en høj immunitet, det er en kerneopgave for os. Også selv om det giver en ekstra belastning," siger Jørgen Skadborg.

Selv om kun hvert tredje barn mellem 2 og 6 år blev vaccineret mod influenza, var det ifølge lægeformanden en succes at inkludere denne målgruppe:

"Det var et tilbud, der dukkede op med meget kort varsel. Hvis man bliver ved med at tilbyde vaccinen til den målgruppe, tror jeg, vi vil se en stigende tilslutning, også blandt børnene," siger Jørgen Skadborg.

Antallet af influenzasyge har ligget på et lavt niveau under coronaepidemien. Men for nogle få uger siden blev der konstateret en markant stigning i antallet af influenzatilfælde.

Statens Serum Institut har dog oplyst, at kurven igen er begyndt at bøje af.

"Vi kan jo ikke vide, hvor galt det ville være gået, hvis ikke 75 procent af de mest sårbare danskere havde fået vaccinen. Så kunne det have set meget værre ud her i januar-februar, hvor det især er unge mennesker, som tåler sygdom, som er blevet influenzaramt," siger Jørgen Skadborg.

Mere fra MedWatch

Her er de vigtigste nyheder fra MedWatch i uge 33

Tirsdag, onsdag og torsdag stod i regnskabernes tegn. Tirsdag morgen nedjusterede Demant, onsdag kom Lundbeck og Coloplast med kvartalstal, og torsdag valgte GN, ligesom konkurrenterne, også at nedjustere. Gik du glip af noget?

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MedWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier