Dansk kræftekspert 'nominerer' Nobelpris-kandidat

En amerikansk kvinde fik på ultrakort tid fjernet en enorm kræftsvulst med immunterapi, der nu for alvor er i fremdrift i kampen mod kræft. Klinisk professor i cancer immunterapi, Inge Marie Svane, har en klar mening om, hvem der bør have en Nobelpris for sin indsats på det felt.
Foto: Siemens
Foto: Siemens

En gruppe forskere fra Memorial Sloan Kettering Cancer Center i USA fik i slutningen af maj stor opmærksomhed, da de fremviste et spektakulært behandlingsforløb af en kræftramt 49-årig amerikansk kvinde. Hun mødte op på lægeklinikken med en enorm svulst, hvor forskerne besluttede, at hun skulle indgå i et fase 1-forsøg med en kombination af to typer immunregulerende kræftmedicin.

De to typer medicin har til formål at styrke cellerne i immunforsvaret, så de bliver bedre i stand til at slå kræftcellerne ihjel. Og det virkede på den 49-årige kræftsyge kvinde. Da hun mødte op på klinikken for at få den anden dosis af kombinationsbehandlingen, var svulsten forsvundet.

På baggrund af det opsigtsvækkende forsøgsresultat skrev videnskab.dk en artikel, hvor klinisk professor i cancer immunterapi på Københavns Universitet Inge Marie Svane vurderede forsøget.

"Du kan se på billederne i artiklen, hvor stor svulsten er. Og tre uger efter er der bare et hul, der hvor svulsten var før. Jeg mener, at dette gennembrud må føre til en nobelpris på sigt," sagde hun til videnskab.dk.

Forsker hyldet i Chicago

Inge Marie Svane har gennem flere år forsket i immunterapi til behandling af kræft. Hun præciserer over for MedWatch, at det ikke er forskerne bag netop dette forsøg, der skal have en nobelpris.

"Min udtalelse er blevet koblet til denne konkrete behandling. Jeg har sagt, at det der nu er opstået med, at man kan regulere immunforsvar og få så gode effekter på cancer, bør føre til en nobelpris. Det er det første immunregulerende antistof ipilimumab, der får paradigmet til at skifte. Det er jo en ren regulering af immunforsvaret, som ikke gør direkte noget ved canceren," siger hun til MedWatch.

"Ham, jeg mente, skal have en Nobelpris er James Allison. Det er ham, der har opfundet det her antistof. Han modtog en af de største priser på den store kræftkonference i Chicago i sidste uge, så måske vejen er ved at blive banet. Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har den holdning," uddyber Inge Marie Svane.

Bivirkningerne er massive

Hun forklarer, at immunterapi kort forklaret handler om at gøre immunforsvaret stærkere, så det bliver i stand til at finde og dræbe kræftcellerne.

Den 49-årige kræftsyge kvinde fra USA fik to typer af immunregulerende antistoffer, ipilimumab og nivolumab. Det ene antistof sørger for, at hæmmede immunceller bliver mere aktive. Det kan medføre, at kræftcellerne ikke mere kan gemme sig for immunforsvaret. Det andet stof sørger for, at dræbercellerne bliver i stand til at sætte sig fast på kræftcellerne og dræbe dem uden at blive hæmmet.

Den kombinerede behandling har dog også en bagside.

"I sidste uge kom der data ud på fase 3-forsøget på kræftkonferencen i Chicago. Her blev det dokumenteret, at der er mange flere, der får effekt, når de modtager kombineret immunterapi. Det viste også, at der er markant større risiko for voldsomme bivirkninger, når man bruger denne behandlingsform. Bivirkningerne kommer pga. et overaktiveret immunforsvar," forklarer Inge Marie Svane, der nævner tarmsystemet og hele hormonsystemet som de mest udsatte områder i forhold til bivirkninger.

Meget tyder på et længere liv

Forskerne bag det opsigtsvækkende forsøgsresultat, hvor kvinden fik fjernet en stor svulst på tre uger, skriver i rapporten, at det er ironisk, at behandlingen kan være for effektiv. Det skyldes, at der i kvindens eksempel pludseligt er et hul, hvor svulsten tidligere har boltret sig.

Ifølge Inge Marie Svane er der også andre usikkerheder omkring behandlingsformen.

"Over halvdelen af patienterne måtte stoppes pga. bivirkningerne, men det er værd at notere sig, at de fleste fik det bedre, selvom behandlingen måtte afbrydes. Det er et forholdsvis nyt forsøg, så vi mangler at undersøge, om det også virker på den lange bane. Det er dog meget, som tyder på, at patienter, der får denne behandling også lever længere," siger hun.

Inge Marie Svane forklarer, at seneste udvikling inden for immunterapi til behandling af kræft også handler om at styrke T-cellerne i immunforsvaret.

T-cellerne er de celler, som opdager og dræber syge celler. Det er altså T-cellerne, som kræftceller har lært at gemme sig for. Styrkelsen af T-cellerne skal kombineres med kemoterapi, som kortvarigt fjerner alle andre celler i immunforsvaret og skaber plads til T-cellerne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også