Matas' indtjeningsfremgang overgår forventningerne

Detailkæden Matas lander et resultat, der er lidt bedre end ventet blandt analytikerne.
Foto: Ritzau Scanpix/Peter Klint
Foto: Ritzau Scanpix/Peter Klint
AF RITZAU FINANS

Materialistkæden Matas realiserede en bedre indtjening i tredje kvartal, som dækker de vigtige julemåneder, end ventet blandt analytikerne. Salgstallene for kvartalet var kendt på forhånd, men alligevel lykkedes det Matas at overraske på indtjeningen.

Resultatet før skat blev for kvartalet opgjort til 195,8 mio. kr., hvilket var en pæn fremgang fra 175 mio. kr. i samme kvartal regnskabsåret før. Forventningerne i markedet var, at Matas ville realisere et overskud på 184 mio. kr. før skat ifølge en rundspørge foretaget af SME Direkt for Ritzau Finans.

Omsætningen steg til 1041 mio. kr. fra 1018 mio. kr. i samme periode sidste år, men det tal havde materialisten allerede meddelt forud for
regnskabet. Selskabets topchef, Terje List, udtrykker tilfredshed med resultatet.

"Med en god eksekvering af julehandlen lykkedes det at øge såvel omsætning som indtjening i tredje kvartal 2014/15 i forhold til et meget stærkt tredje kvartal i 2013/14. Vi ser resultatet som et udtryk for, at vi i et konkurrencepræget og udfordrende detailmarked fortsat er i stand til at fastholde vores stærke position," siger Terje List i regnskabet.

Matas fastholder forventningerne til hele regnskabsåret 2014/15 om en omsætning på i underkanten af 3,5 mia. kr., samt en EBITA-margin i niveauet 17,1 pct.

Analytikere adspurgt af Ritzau Finans forud for regnskabet ventede en omsætning for regnskabsåret på 3423 mio. kr. svarende til en vækst på 2,2 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også