Matas: Begrænset købelyst smitter stadig af

Indkøbsposerne hos Matas' kunder er lidt slunkne, og det påvirker materialistkædens omsætning.
Foto: MIK ESKESTAD
Foto: MIK ESKESTAD
Af Ritzau Finans

Forbrugernes lyst til at fylde indkøbsposen med plejeprodukter er fortsat begrænset, lyder det fra Matas i forbindelse med regnskabet for andet kvartal af regnskabsåret 2014/15.

Alligevel har materialistkæden været i stand til at overraske positivt på bundlinjen, mens omsætningen skuffer en smule.

"Vi er generelt set inde i et marked, hvor også vores del er mærket af, at forbruget ikke er kommet i gang inden for detailhandlen. Den tilbageholdenhed påvirker også os. Derfor er vi glade for, at vi trods dette har været i stand til at skabe en - omend beskeden - vækst," siger administrerende direktør Terje List til Ritzau Finans.

Svagt marked

Han betegner markedet som "svagt" eller "soft" og ser ikke nogen vending i udviklingen lige om hjørnet.

"Vi har prøvet at gætte med i en periode, men nu er vores indstilling, at det svage marked vil være uændret i en periode. Og hvor lang den periode er, vil jeg ikke komme nærmere ind på," siger direktøren.

Matas indleder dog et aktietilbagekøbsprogram på 100 mio. kr., der går i gang med øjeblikkelig virkning og vil løbe frem til senest 27. maj næste år.

"Det er et udtryk for, at vi føler, at vi stadig har en så stærk virksomhed, at vi er i stand til at tilbagebetale en hel del af vores overskud til vores aktionærer. Det, håber vi, vil blive opfattet positivt," siger Terje List.

Lavere vækst

Den svage købelyst kan blandt andet aflæses i omsætningen, der voksede til 792,6 mio. kr. fra 779,1 mio. kr. i samme kvartal året før. Analytikerne ventede ifølge et estimat fra SME Direkt en stigning til 795 mio. kr.

Matas justerer da også forventningerne til omsætningen i hele det skæve regnskabsår en smule - således at omsætningen nu ventes i underkanten af 3,5 mia. kr. mod tidligere "omkring" 3,5 mia. kr. Like-for-like-væksten ventes også at blive svagere.

"Vi ser ikke de 2-3 pct., som vi havde som udgangspunkt. Vi ser nærmere noget, der ligner 1-2 pct., og vi kan lige så godt præcisere, at det er det marked, vi lever i," fortæller Terje List.

Han forklarer den lavere vækst med to ting: En større ekstraordinær produkttilbagetrækning og en skidt handelsmåned i det hede juli-vejr, hvor forbrugerne hellere ville køle af på stranden end at gå på shoppetur.

Julehandel skal kompensere

Til gengæld holder selskabet fast i en EBITA-margin på 17,1 pct. for hele året. Blandt andet fordi julen nu står for døren.

"Vi står over for en julehandel, som knapt nok er skudt i gang. Den er så væsentligt for os, at det vil være helt forkert at sige noget mere præcist, før julehandlen er overstået," lyder det.

Han fortæller, at Matas også arbejder med priskonkurrence og på fortsat at udvikle loyalitetsprogrammet Club Matas, der har 1,5 mio. medlemmer.

Matas fik i perioden et overskud på 89,4 mio. kr. før skat og leverede dermed en positiv overraskelse til investorerne, der ventede et overskud på 80 mio. kr. før skat. Til sammenligning fik Matas et overskud på 85,3 mio. kr. før skat i andet kvartal 2013/14.

 Matas overrasker positivt i andet kvartal

 Matas-direktør: Vi var gearet til lidt højere vækst 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også