Matas-dir.: Forbrugerne holdt på pengene efter jul

Den sidste halvanden måned af regnskabsåret 2013/2014 er ifølge Terje List, adm. direktør i detailkæden Matas, årsagen til, at regnskabet skuffede en smule i forhold til både selskabets egne og analytikernes forventninger.
Foto: MIK ESKESTAD
Foto: MIK ESKESTAD
Af Ritzau Finans

Matas-topchef Terje List er overordnet set rigtig godt tilfreds med det årsregnskab, han netop har sendt på gaden. Alt i alt vurderer direktøren, at Matas er kommet godt igennem sit første år på børsen, og han fremhæver blandt andet, at salget i sammenlignelige butikker er steget 3,4 pct. til trods for, at det private forbrug endnu ikke rigtig er kommet op i gear.

Alligevel er det ikke lykkedes materialistkæden at indfri sine egne forventninger til omsætningen. Den blev på 3345 mio. kr., hvor Matas så sent som efter sit regnskabsmæssige tredje kvartal, der dækker den vigtige julehandel, havde sendt en forventning om en omsætning på 3350-3375 mio. kr. på gaden.

"Forklaringen er meget enkelt den, at i den sidste halvdel af vores fjerde kvartal - og det kan lyde lidt mærkeligt, at man på halvanden måned kan få en ændring af et årsresultat, men sådan er det i detailhandlen - så vi rent faktisk en svag udvikling. Vi var ikke i stand til at forudse, at forbrugerne bremsede noget op efter jul og lagde bånd på deres forbrug," siger Terje List til Ritzau Finans.

Gode til at tjene penge

Omsætningen i fjerde kvartal blev på 744 mio. kr., hvor analytikere adspurgt af SME Direkt for Ritzau Finans forud for regnskabet havde ventet 770 mio. kr. Men selvom omsætningen altså blev lavere end ventet, så er det lykkedes Matas at komme mere end i mål med sine ambitioner for driftsresultatet.

Det justerede EBIT, der måler driftsresultatet tillagt amortiseringer af varemærker og korrigeret for udgifter til børsnoteringen, blev nemlig på 571 mio. kr., hvor Matas havde lovet aktionærerne 540-560 mio. kr.

"Vi har været i stand til at fastholde vores gode marginal. Vi er gode til at tjene penge på de varer, vi sælger, og styre vores omkostninger," lyder Terje Lists forklaring.

Han understreger, at kæden på grund af den skrappe konkurrence fra blandt andet supermarkeder og helsekostbutikker ikke har mulighed for at hæve priserne på sine varer. I stedet handler det om at styre logistikken og mindske svind, forklarer direktøren.

 Skuffende Matas-regnskab

 Matas’ 'luksuskoncept' bekymrer Nordea

 Matas-direktør: Stærk eksekvering bag resultat 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også