Matas-direktør: Stærk eksekvering bag resultat

Detailkæden Matas' adm. direktør Terje List mener, at det stærke tredje kvartal skyldes en stærk eksekvering.
Ritzau Finans

På et marked, hvor der generelt endnu ikke for alvor er tegn på øget forbrugslyst, glæder Matas sig over, at det lykkedes at øge den sammenlignelige omsætning med 5,5 pct. i tredje kvartal, der indeholder den vigtige julehandel. Forklaringen skal findes på de indre linjer, mener Matas' topchef Terje List.

"Vi er meget tilfredse med udviklingen i tredje kvartal. Det er vi primært fordi, vi er i et forbrugermarked, hvor vi ikke ser nogen stigning i forbrugernes brug af penge, siger Terje List til Ritzau Finans og tilføjer:

"Derfor er vi ekstra glade, fordi vi mener, at det skyldes, at vi har haft en meget stærk eksekvering i tredje kvartal. I detailhandlen er det sådan, at man, hvis alle ventiler fungerer på samme tid, faktisk kan øge sine præstationer ret pænt, og vi mener, at det er det, der er sket.

Matas øgede sine forventningerne til det sammenlignelige salg for hele regnskabsåret til omkring 4 pct. fra tidligere en smule over de 3,3 pct., som materialistkæden kunne rapportere for sidste regnskabsår.

Desuden er Matas ifølge Terje List nok også i en branche, der er begunstiget af at udbyde såkaldt "affordable luxury", eller luksus til overkommelige priser. Topchefen nævner specifikt dufte, som et eksempel på et produkt, som prismæssigt passer godt til størrelsen af de julegaver, der er givet.

"Jeg tror også, at vi har været begunstiget af det marked, der har været med hensyn til størrelsen af de gaver, der er givet. Vi ligger i et godt segment i forhold til den "lille fest", vurderer Terje List.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også