Den dræbende parasit

Hvert år den 25. april er det verdens malariadag. Her bliver der sat fokus på kampen mod den farlige infektionssygdom. En kur har stadig lange udsigter, men udviklingen går i den rigtige retning.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
MICK KRISTENSEN/ mick.kristensen@jp.dk

Dårlig luft.

Det betyder malaria på italiensk, hvor ordet stammer fra, fordi man i mange år troede, at sygdommen var luftbåren. På det punkt er verden heldigvis blevet klogere, men ellers er der langt til de store gennembrud i forhold til at få endelig bugt med malaria.

Ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO dør omkring 660.000 mennesker hvert år af malaria, der er en infektionssygdom, og over 200 mio. mennesker bliver ligeledes smittet hvert år af det, der kaldes en af menneskehedens største plager.

Men selv om der i mange år er blevet forsket i at finde en vaccine, bliver den ikke fundet lige foreløbig. Det vurderer Michael Theisen, seniorforsker i malaria ved Statens Serum Institut.

"Jeg tror, at der bliver fundet en vaccine mod malaria på et tidspunkt, men det ligger bare en del år ude i fremtiden. Det er i hvert fald rimelig sikkert, at det ikke kommer til at ske inden for de næste par år," siger han.

Afprøver vaccine

Michael Theisen har i de seneste 20 år prøvet at bringe sig tæt på grænsen til et gennembrud i sin forskning mod malaria-sygdommen, og faktisk er hans egen vaccine lige nu ved at blive afprøvet på omkring 2.000 afrikanske børn i Gabon, Burkina Faso, Ghana og Uganda. Resultatet af det forsøg foreligger den 29. april, og derfor er han selvsagt spændt på, hvad det viser.

"Det vil være et kæmpe gennembrud, hvis vaccinen virker. Men det kan også være, at den virker delvist, og det vil være en succes. Jeg har arbejdet på det her område i årevis, og derfor håber jeg, at vaccinen beskytter i et vist omfang," siger Michael Theisen.

Danskerens vaccine er blandt en håndfuld af vacciner, der er med helt fremme i kampen mod malaria.

Men endnu er det altså ikke lykkedes at finde en kur mod sygdommen. Dog ser det ud til, at malaria-situationen alligevel er på vej i den rigtige retning. I hvert fald er dødelighedsprocenten faldet med 25 pct. siden årtusindskiftet, og i Afrika er den faldet med op til 33 pct. Det estimeres, at omkring 1,1 mio. liv er blevet reddet over det sidste årti, og det forventes, at der i 50 udvalgte lande vil ske et fald på 75 pct. i antallet af malaria-tilfælde inden 2015.

"Årsagen til faldet kendes ikke, men der findes mange spekulationer og gætterier. Forebyggelsen kan være blevet bedre ved, at der bliver udleveret mange myggenet. Men der kan også være en biologisk forklaring, der gør, at færre får malaria. Det ændrer dog ikke på, at der stadig er rigtig mange, som dør af sygdommen," siger Michael Theisen.

Han forklarer, at malaria har eksisteret i så lang tid, at det er svært at sige, om den har toppet.

Der findes dog steder som Zanzibar i Tanzania, hvor malaria før i tiden var meget udbredt, men hvor den nu er næsten helt udryddet

Malaria er især udbredt i tropiske og subtropiske områder og er mest udbredt i Afrika, hvor smitterisikoen er størst. 91 pct. af alle dødstilfælde sker i Afrika, og næsten ni ud af ti døde er børn under fem år. Det er derfor blandt børn under fem år, at Michael Theisen har afprøvet sin vaccine for at se, om de udvikler sygdommen.

Uden for Afrika er antallet af tilfælde i 35 ud af 53 lande påvirket af malaria blevet reduceret med 50 pct. inden for det seneste årti.

Slem sygdom i Danmark

I Danmark importeres der et par hundrede tilfælde af malaria om året, og faktisk har den floreret kraftigt i landet. Antallet af personer med malaria i Danmark var i 1862 oppe på hele 37.996, men mod slutningen af 1800-tallet var sygdommen næsten udryddet. Malaria var alligevel den mest udbredte tropesygdom i Danmark indtil 2007, hvor den blev overhalet af denguefeber.

"Det er godt, at der bliver skabt opmærksomhed om malaria, for det er den fattige mands sygdom, og derfor er det vigtigt, at der er fokus på den. Jeg er også villig til at stille op til alt, hvad der relaterer sig til malaria på den dag," siger Michael Theisen.

Verdens malariadag er blevet afholdt siden 2007. Temaet for årets malariadag er: Invester i fremtiden. Bekæmp malaria.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også