Forskere: Vi beviser rødvinsstofs sunde virkning

En gruppe videnskabsmænd fra Harvard University mener nu, at de én gang for alle har givet svaret på, om et stof som findes i f. eks. rødvin kan forbedre vores sundhedstilstand. Det skriver Bloomberg.
Stoffet, Resveratrol, findes i store mængder i bl.a. nødder og druer og dermed også i rødvin, og der har længe været en udbredt tro på stoffets sundhedsgavnlige virkning i visse forskerkredse. På den anden side har andre dele af forskningsmiljøet stillet sig kritisk over for kliniske undersøgelser af Resveratrol.
For omkring ti år siden foretog professor David Sinclair fra Harvard Medical School et forsøg, der pegede på stoffets sundhedsgavnlige virkning. Men kliniske studier fra henholdsvis 2009 og 2010 har siden sået tvivl om resultaterne af det studie, skriver nyhedsbureauet.
David Sinclairs forsøg viste dengang, at resveratrol aktiverer et gen, som genoplader kroppens mitokondrier - de små strukturer, der så at sige leverer brændstoffet til vores celler. Derved kan stoffet være med til at bremse eller forhindre en række aldersrelaterede sygdomme og forbedre den generelle sundhedstilstand, var konklusionen.
Unaturligt kemikalie
Men kritikere af resultaterne pegede på, at man i forsøget brugte et syntetisk kemikalie til at spore aktiviteten i cellerne, og at den påviste effekt derfor kun ville kunne forekomme i laboratoriet.
Nu har forskerne imidlertid gentaget forsøget uden det omtalte kemikalie ved i stedet at bruge naturlige aminosyrer, og resultaterne var de samme.
”Kontroverser er svære at have med at gøre, og jeg håber, at dette studie giver klarhed på området,” siger professoren i et interview med Bloomberg.
Industriinteresse
Også i medicinalindustrien har man for længst fået øjnene op for resveratrols potentiale. Således skriver Bloomberg, at David Sinclairs studier førte til grundlæggelsen af virksomheden Sirtris Pharmaceuticals, der fokuserer på at udvikle lægemidler baseret på stoffet. Selskabet blev opkøbt for 720 mio. dollar af GlaxoSmithKline i 2008.
Og i Danmark udviklede selskabet Fluxome Sciences en kosttilskudspille baseret på resveratrol, som man gjorde klar til at lancere på det europæiske marked sidste år. Imod slutningen af 2012 gik selskabet dog konkurs og rettighederne til midlet blev overtaget af det dansk/schweiziske firma Evolva.
Dansk-schweizisk selskab indgår tocifret millionsamarbejde
Rødvinspillen uden effekt på tykke mænd
Resveratrol skal bane vejen for Evolva-produkter
Resterne af Fluxome går konkurs
Relaterede artikler:
Rødvinspillen uden effekt på tykke mænd
For abonnenter