Norsk apotekskæde satser offentligt

En norsk apotekerkæde afsøger markedet for nye forretningsgrene og forsøger at bevæge sig ind på de offentlige myndigheders område med scanninger, blodprøver og medicingennemgange. Men langt fra alle i Norge er tilfredse med den private aktørs træk.
Foto: Helle Arensbak / Jyllands-Posten
Foto: Helle Arensbak / Jyllands-Posten

Medicingennemgange, scanning af modermærker og senest en kampagne med gratis kolesterolmålinger i samarbejde med en frivillig organisation. Det er nogle af de forretningsområder, den britisk-ejede apotekerkæde Boots bevæger sig ind på i Norge.

Ydelserne skal kunderne betale for, og fx koster en modermærkescanning 350 kr. Det gratis tjek af kolesteroltallet viste sig at være så populært, at man nu har i tankerne at gøre det til et decideret forretningsområde.

”Nu gjorde vi det gratis, fordi vi gerne vil bruge vores kompetencer til at sætte fokus på hjertesundhed. Men vi overvejer nu, om vi kan udvikle tilbuddet og måske have det som en permanent ydelse, som kunden må betale for. Vi kigger løbende på nye muligheder og forholder os kritisk til, om det er det rigtige at forfølge,” siger Kjersti Wilhelmsen Garstad, fagchef hos Boots Norge AS, til Pharma.

Kritik af tiltag

Ikke alle har modtaget de nye tilbud på apoteket lige positivt, og især de norske læger har rettet kritik mod bl. a. kolesteroltjekket og modermærkescanningen. Holdningen er her, at den form for opgaver ikke bør ligge på apoteket.

”Vi har oplevet modstand fra lægerne i forbindelse med, at vi tager små blodprøver og bevæger os ind på et nyt område, der ikke traditionelt findes på et apotek,” siger Kjersti Wilhelmsen Garstad og understreger, at apotekerne ikke stiller diagnoser. De sætter udelukkende et forebyggende fokus, som lægerne sjældent har tid til.

På sigt håber kæden, at visse af ydelserne vil blive offentligt finansieret.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også