Billig blodtryksmedicin lige så god som dyr

En ny stor dansk undersøgelse viser, at en billigere blodtryksmedicin virker lige så godt som en dyrere variant. Resultaterne kan føre til store besparelser i sundhedsvæsnet.
Foto: Niels Hougaard, Jyllands-Posten
Foto: Niels Hougaard, Jyllands-Posten

Spar penge, og det koster liv. Åbn statskasserne mere på klem, og det kan redde liv. Når det kom til valget af, hvilken blodtryksmedicin lægerne skulle udskrive til patienter med hjertesvigt, var dette dilemmaet.

Hidtidige undersøgelser har således vist, at den billige medicin Losartan øger risikoen for, at patienter med hjertesvigt dør – mens den dyre Candesartan umiddelbart er mere effektiv.

Men det ændrer en ny dansk undersøgelse ifølge Videnskab.dk nu på.

"I modsætning til tidligere studier kan vi ikke se forskelle i de to præparaters effekter. Det er altså lige meget, hvilket af præparaterne man vælger at give patienterne," siger Henrik Svanström, som forsker i sundhedsstatistikker ved Statens Serum Institut, til Videnskab.dk.

Millionbesparelser

Han er desuden hovedforfatter på studiet, som er publiceret i det anerkendte tidsskrift JAMA - the Journal of the American Medical Association.

Og fordi patentet på Losartan i modsætning til Candesartan er udløbet, kunne det danske sundhedsvæsen i 2010 have sparet en halv milliard kroner, hvis lægerne kun havde skrevet ’Losartan’ på recepterne. Det har Institut for Rationel Farmakologi – som hører under Lægemiddelstyrelsen – beregnet.

I alt undersøgte forskerne de indløste recepter hos 6.479 danske hjertesvigtspatienter i perioden 1998-2008. 2.082 tog Candesartan, mens 4.397 tog Losartan. I 2011 var i alt 2.378 af hjertesvigtspatienterne døde.

Blandt de døde tog 330 Candesartan og 1.212 tog Losartan. Men når tallene blev renset for fejlkilder, viste undersøgelsen, at lægemidlerne var lige effektive.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også