Lav fødselsvægt giver risiko for at udvikle diabetes

Jo lavere fødselsvægt jo højere er risikoen for at udvikle type 2-diabetes, viser studier.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
af ritzau

Det er ikke kun overvægt, livsstil og arvelighed, der spiller ind med hensyn til, om du udvikler type 2-diabetes.

Også din fødselsvægt er en væsentlig risikofaktor for at udvikle kompliceret type 2-diabetes i en tidlig alder.

Det viser to danske studier.

Overlæge på Steno Diabetes Center Copenhagen Allan Vaag, der også er professor på Lunds Universitet, har forsket i sammenhængen mellem fødselsvægt og udviklingen af type 2-diabetes i 25 år.

Han er overrasket over så tydeligt at have fundet en ny risikomarkør.

”Jeg er forbløffet over resultaterne, som er helt entydige og klare: Jo lavere fødselsvægt jo større er risikoen for at få type 2-diabetes.”

”Vi ser en helt lineær kurve. Fødselsvægt viser sig at være en selvstændig risikofaktor på linje med din genetik og din familiehistorie, hvilket er helt ny og banebrydende viden,” siger han i en pressemeddelelse.

Næsten 350.000 danskere har diabetes. Heraf lever omkring 300.000 med type 2-diabetes.

Type 2-diabetes er en kronisk sygdom, hvor ens blodsukker er forhøjet, fordi kroppen enten ikke kan udnytte insulinen eller ikke producerer nok.

Insulin hjælper cellerne med at optage sukkerstofferne fra den mad, vi spiser, så hvis ikke sukkerstofferne kan komme ind i cellerne, stiger blodsukkeret.

Sygdommen viser sig oftest i voksenalderen, men flere og flere yngre får også diagnosen.

Hidtil har arv, livsstil og overvægt været de tre risikofaktorer, som forskere og behandlere har forholdt sig til, når de skal rådgive om og behandle personer med type 2-diabetes.

Allan Vaag håber, at verdenssundhedsorganisationen WHO fremover også vil have fødselsvægt som et nyt screeningskriterium for type 2-diabetes.

”Vi kan ikke længere ignorere den føtale komponent, det viser de her to studier meget klart. Samtidig skal vi forske endnu mere i, hvordan vi undgår, at babyer overhovedet bliver født med lav fødselsvægt.”

”Dog ved vi allerede i dag, at rygning, stress og spiseforstyrrelser kan betyde, at baby bliver født med en meget lille vægt,” siger han.

En lav fødselsvægt kan skyldes mange ting. Blandt andet at være født for tidligt eller en række sygdomme og tilstande hos moren.

Hvis man med en lav fødselsvægt i bagagen bevarer den slanke linje som voksen, er risikoen for at udvikle type 2-diabetes næsten den samme som for andre, lyder det i studiet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også