Coloplast-aktien har retning mod højeste lukkekurs

Coloplast undersøger mulighederne for at frasælge selskabets urologidivision, og det kan være årsagen til torsdagens kursstigning, mener Sydbank-analytiker.
Foto: Coloplast/ PR
Foto: Coloplast/ PR
AF RITZAU FINANS

Coloplast-aktien stiger torsdag formiddag 3,5 pct. til 745,00 kr., og hvis den kurs holder, til aktiemarkedet klokken 17.00 lukker for dagens handel, vil det være den højeste lukkekurs for aktien. Den hidtidige lukkekursrekod blev sat 2. april, hvor aktien lukkede i 740 kr.

Der er ifølge Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker i Sydbank, ikke store nyheder ude om Coloplast torsdag, men han peger på, at medvinden kan skyldes tirsdagens historie om, at selskabet overvejer at sælge sin urologiforretning.

"Det er nærliggende at tro, at markedet tager den historie positivt op. Bør aktien stige 4 pct. på, at de undersøger mulighederne for at sælge forretningen? Det er jeg lidt mere uenig i," lyder det fra senioranalytikeren, som peger på salgsprisen som grund hertil:

"En salgspris på lige over 1 mia. dollar vil indikere en multipel or urologidelen, der ligger væsentlig under, hvad investorerne er villige til at betale for Coloplast," vurderer Søren Løntoft Hansen.

Sydbank har ikke et kursmål for aktien, men anbefaler at sælge aktien i medicoselskabet.

"Coloplast er fantastisk veldrevet og står godt på interessante markeder, som vil vokse - blandt andet som følge af den store aldrende generation, som nu lever længere. Det vil Coloplast nyde godt af. Når det så er sagt, synes væksten og indtjeningen, der er udsigt, til at være mere end indpriset i aktien. Værdiansættelsen er for anstrengt, selv om det er et af Danmarks mest veldrevne selskaber," lyder vurderingen fra Sydbanks Coloplast-analytiker.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu