GSK-chef skal rådgive britisk regering om forskning
![Foto: GSK](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article10489794.ece/ALTERNATES/schema-16_9/dr-patrick-vallance-gsk.jpg)
Siden 1964 har skiftende britiske premierministre haft en personlig rådgiver udi videnskabelige spørgsmål tilknyttet, og det er således også tilfældet for landets nuværende regeringschef Theresa May, der netop har skiftet ud på posten.
Tidligere på ugen er Patrick Vallance således tiltrådt rollen som Government Chief Scientific Adviser, der har som opgave at rådgive premierministeren og regeringen i spørgsmål om forskning og teknologi samt sørge for, at landets politik for området udformes på baggrund af videnskabelig evidens og langsigtet, strategisk planlægning.
Patrick Vallance kommer fra en stilling i den britiske medicinalgigant GSK, som han siden 2012 har tjent som øverste ansvarlige for forskning og udvikling. Vallance har således stået i spidsen for lanceringen af midler som Nucala, Tafinlar, Tivicay.
GSK ansatte i kølvandet på nyheden om Vallances exit i november Hal Barron fra Google-selskabet Calico som ny chef for forskning og udvikling i den britiske medicinalkæmpe.