Langt flere danskere overlever kræft: 86 pct. besejrer nu prostatakræft

En ny undersøgelse viser, at procentdelen af danske kræftpatienter, der overlever kræften, er steget markant på ti år. Overlevelsesraten ved prostatakræft er f.eks. steget 22 procentpoint. Kræftens Bekæmpelse jubler og takker bl.a. life science-industrien.
Inden for alle målte kræftformer overlever markant flere danskere i dag end i 2004, viser en ny undersøgelse. | Foto: Colourbox
Inden for alle målte kræftformer overlever markant flere danskere i dag end i 2004, viser en ny undersøgelse. | Foto: Colourbox

Flere og flere danskere, der bliver ramt af kræft, overvinder sygdommen.

Det er den glædelige konklusion fra en ny, massiv statistisk undersøgelse, som onsdag blev publiceret i det videnskabelige tidsskrift The Lancet.

Den største forbedring findes inden for prostatakræft, hvor 86 pct. af patienterne i 2014 overlevede kræften imod 64 pct. i 2004 - en stigning på 22 procentpoint.

Forbedringen favnede bredt - inden for samtlige kræftformer steg andelen af patienter, der besejrer sygdommen.

Tak til industrien

Tallene glæder Leif Vestergaard Pedersen, der er adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse. Han sender roser til life science-industrien.

"I løbet af de sidste ti år er der kommet nye, effektive lægemidler, som har givet deres bidrag til den her udvikling. Det er der ingen tvivl om," siger han.

Han ser gerne, at danske patienter får adgang til endnu flere kræftmidler.

"Vores holdning er, at nye lægemidler skal vurderes og tages i brug og stilles til rådighed for patienterne. Selv hvis det er noget, man synes er et lille skridt, så kan det skridt godt være led i en større udvikling," siger Leif Vestergaard Pedersen.

Han mener, at det har været helt afgørende for den positive udvikling, at der i Danmark er blevet indført "kræftpakker" - standardiserede undersøgelses- og behandlingsforløb, som sættes i gang, hvis der er mistanke om, at en person har kræft.

Bred fremgang

Den nye undersøgelse omfatter 37,5 mio. kræftpatienter og sammenligner patienternes overlevelsesrate i 2014 med overlevelsesraten i 2004.

Overlevelsesprocenten blev målt på femårssigt - dvs. om patienterne var i live fem år efter, at de fik diagnosticeret kræft.

I nogle kræftformer var overlevelsesraten lav, men den procentmæssige stigning i forhold til år 2004 stor. Det gælder f.eks. kræft i bugspytkirtlen, hvor overlevelsesraten blev fordoblet til 8 pct. i 2014 fra 4 pct. i 2004.

Stigningen vil fortsætte

Leif Vestergaard Pedersen er overbevist om, at den positive udvikling vil fortsætte. Men hvis overlevelsesraten virkelig skal skyde i vejret, skal Danmark vænne sig af med en dårlig vane, siger Leif Vestergaard Pedersen.

"Jeg er sikker på, at kræftoverlevelsen vil stige i de kommende år, men hvis vi for alvor skal rykke, så er vi nødt til at gøre noget ved rygning," siger han.

Kan medicinalindustrien gøre noget her?

”Medicinalindustrien har en interesse i at gavne patienterne. Jeg synes, at det er vigtigt, at medicinalindustrien derfor viser, at den også bakker op om indsatsen mod tobaksrygning. Det vil gøre, at de lægemidler, industrien leverer, har større effekt,” siger Leif Vestergaard Pedersen.

FDA siger god for radioaktivt Novartis-middel mod sjælden kræftsygdom

Genmab-partner melder om vækst i Darzalex-salg på 86 pct. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også