Else Smith blev afsat: Får næsten 2,4 millioner kroner med fra Sundhedsstyrelsen

Den fyrede direktør i Sundhedsstyrelsen, Else Smith, kan tage knap to års løn og pension med sig.
KILDE: DR NYHEDER

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) afsatte Else Smith som administrerende direktør for Sundhedsstyrelsen i sidste uge med øjeblikkeligt varsel.

Med sig har hun fået løn for de næste godt 21 måneder. Det svarer til et beløb på 2.386.650 kroner plus pension.

Det viser beregninger, DR Nyheder har foretaget ud fra en aktindsigt i Else Smiths fratrædelsesordning.

Det er forventeligt, at Else Smith får så højt et beløb med sig, selvom hun ikke skal arbejde som direktør i Sundhedsstyrelsen de næste 21 måneder. Det vurderer arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, Jørgen Stamhus.

"Topledere betinger sig høje fratrædelsesordninger, fordi de ved, at de er i en udsat position. I det offentlige handler det blandt andet om risikoen for at blive fyret af en minister," siger han.

Ifølge Jørgen Stamhus bliver de offentlige toplederes fratrædelsesordningerne typisk forhandlet på plads mellem ledernes fagforening og arbejdsgiveren, når lederen bliver ansat.

Arbejdsmarkedsforskeren vurderer, at Else Smiths fratrædelsesordning er tæt på standard for, hvad man som øverste direktør i det offentlige får.

De knap 2,4 millioner kroner ligger til gengæld langt under, hvad erhvervsledere i det private får, når de bliver afskediget.

Som eksempel fik Ditlev Engel mellem 18 og 25 millioner kroner med sig - svarende til to års løn, da han blev fyret fra Vindmøllegiganten Vestas i 2013.

Else Smith blev afsat med den begrundelse, at der har været for mange dårlige sager med tilsynet i Sundhedsstyrelsen.

"Sager, som har gjort befolkningen usikker på, om tilsynet med vores sundhedsvæsen fungerer godt nok," sagde Nick Hækkerup 12. marts, hvor fritstillingen fandt sted.

Den seneste sag handler om den hjerneskadede psykiater fra Vestjylland, som DR Nyheder har afdækket.

Sundhedsstyrelsen lod ham praktisere frem til 2013, selvom styrelsen allerede blev advaret om ham i 2004 og siden fik voldsomme indberetninger om hans behandling fra både læger, misbrugscentre, patienter og pårørende.

 

Sundhedsstyrelsen udpeger ny direktør

Læger: Sundhedsstyrelsens direktør blev ofret

Else Smith forlader Sundhedsstyrelsen 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også