Ny ALK-formand har planen klar: "ALK skal tjene mange flere penge og blive meget større"

Anders Hedegaard er onsdag eftermiddag officielt blevet valgt som ny formand for allergiselskabet ALK, og den erfarne life science-profil er stålsat indstillet på at få ført ALK sikkert igennem den treårige vækstplan, selskabet satte i gang for godt 2 år siden, og som skal positionere ALK til at kunne øge såvel omsætning som indtjening.
Anders Hedegaard er på en generalforsamling onsdag nu officielt udpeget som ny bestyrelsesformand i ALK efter Steen Riisgaard. | Foto: ALK / PR
Anders Hedegaard er på en generalforsamling onsdag nu officielt udpeget som ny bestyrelsesformand i ALK efter Steen Riisgaard. | Foto: ALK / PR

Bestyrelsen i allergiselskabet ALK har på en generalforsamling onsdag officielt udnævnt den tidligere GN Hearing-boss og nuværende topchef i tyske Rodenstock, Anders Hedegaard, til ny formand for ALK.

Han afløser Steen Riisgaard, der gik af i september sidste år efter 7 år på formandsposten.

Og selvom Anders Hedegaard kun lige har overtaget tøjlerne og derfor endnu ikke har haft tid til at sætte sig ind i alle detaljer, så er der især et punkt, som står højt på Anders Hedegaards to do-liste.

"Jeg kommer ind i selskabet på et tidspunkt, hvor man er midt i en transformationsproces. Det arbejde skal gøres færdigt. Det er utroligt vigtigt, så ALK kan blive klar til at vokse endnu mere og tjene rigtig mange penge," siger Anders Hedegaard til MedWatch.

"Dét er topprioriteten – at komme i mål med transformationen. Og visionen, jamen den er vokse og tjene mange flere penge, end ALK gør i dag," tilføjer han.

Holde snuden i sporet og ikke give op

ALK annoncerede ved årsskiftet 2017 en ny treårig vækstplan, der skal sikre virksomheden en bredere global tilstedeværelse inden for allergi og allergisk astma.

Strategien består af fire elementer, hvor navnlig massive investeringer i at opbygge en amerikansk organisation og sparke gang i salget på den anden side af Atlanten springer i øjnene.

Det samme gør et storstilet sats på digitale patientrettede aktiviteter og markante tiltag for at færdiggøre selskabets tabletportefølje, ligesom strategiens fjerde element, der handler om en prioritering af ALK's ressourcer, er et centralt element.

Står det til ALK-bossen Carsten Hellmann skal initiativerne føre til en salgsvækst på over 10 pct. årligt og et løft i volumen, der trækker indtjeningen opad til en overskudsgrad på niveau med andre specialiserede medicinalfirmaer.

Målsætningen deles af den nye ALK-formand:

"Det er en ambitiøs plan, men også en realistisk plan. Det afgørende er nu at holde snuden i sporet med den transformationsproces, man allerede har vist stor succes med og så sørge for, vi kommer godt og grundigt igennem. Vi skal fastholde fokus på, at den her proces skal fortsætte og ikke give op for tidligt," siger Anders Hedegaard.

Til MedWatch fortalte Carsten Hellmann i februar, at ALK er et godt stykke foran på transformationsplanerne, der endda kommer til at koste halvt så mange penge som forventet.

"Vi sælger mere, tjener flere penge og er blevet hurtigere og bedre til at rydde op i forretningen. Derfor har vi behov for færre penge til at gennemføre planerne," sagde Carsten Hellmann.

Venter med programerklæringer

Trods flotte vækstrater har ALK kørt med millionunderskud de seneste år – især som følge af investeringer i og eksekvering af vækststrategien.

Men røde tal på bundlinjen er selvsagt ikke holdbart i længden, og vækstplanen udløber om under et år.

Så hvornår bliver ALK et selskab, der genererer overskud, Anders Hedegaard?

"Nu er det ikke sådan, at transitionen stopper på en bestemt dato, og så er det en ny verden, der kommer dagen efter. De ting, ALK har sat i gang, er jo meget grundlæggende ned i, hvordan man driver virksomheden, og derfor vil der være noget, som kommer til at køre langt længere tid," siger Anders Hedegaard.

Han vil gerne vente med de store programerklæringer, og afviger fra at komme med eksakte udmeldinger om, hvornår ALK bliver en profitabel virksomhed.

"Det, jeg siger i dag, er noget ALK selv har sagt. Det står jeg inde for, og det vil jeg være med til at sikre, at vi gennemfører. Det glæder jeg mig rigtig meget til," siger Anders Hedegaard.

Synergier ved topjob i kombination med formandspost

Det var tilbage i oktober 2018, at Anders Hedegaard annoncerede sin tilbagetræden fra stillingen som adm. direktør for GN Hearing, som han havde stået i spidsen for siden 2014, hvor han skiftede fra biotekselskabet Bavarian Nordic.

Før da havde har været omkring netop ALK i fem år og endnu før i Novo Nordisk – blandt andet som landechef og leder af international marketing.

I dag er den 58-årige biotekmand og far til to plus tre bonusbørn adm. direktør i den tyske brillekoncern Rodenstock med 4.500 ansatte og en omsætning, der i 2018 løb op i 425 mio. euro. 3,1 mia. kr. og dermed nogenlunde på samme niveau som ALK.

Anders Hedegaard ser gode synergier mellem topjobbet i Tyskland of formandsposten i ALK.

"En af de spændende ting, der sker i ALK, er jo, at man har sat gang i et stort projekt med digitalisering og kundefokus på allergikere over hele verden," siger Anders Hedegaard.

Rodenstock er repræsenteret med salgskontorer og distributionspartnere i mere end 85 lande og har 15 fabrikker i 13 forskellige lande.

Selskabet har hovedsæde i den sydtyske storby München - et biotek-mekka, hvor 250 andre life science-selskaber også holder til.

Rodenstock er mere consumer-drevet end ALK, men arbejder altså også med digitalisering, som ALK på især det seneste er begyndt at gøre, forklarer Anders Hedegaard.

"Jeg tror, der er nogle trends, som jeg kan bruge til at forstå, hvad det er, ALK gør. Omvendt kan jeg bringe noget med omkring consumer-bevægelser ind i ALK," siger Anders Hedegaard.

Han ser det som en styrke snarere end en ulempe både at skulle være topchef i et stort tysk firma og formand for ALK, der har base i Hørsholm nord for København.

"I mine tidligere jobs har jeg været igennem mange af de udfordringer, som ALK lige nu står midt i. Jeg har jo en del år på bagen. Det kan man også se på mit grå hår," siger Anders Hedegaard og uddyber:

"Vi arbejder i Rodenstock med mange af de samme problemstillinger, som ledelsen i ALK står med. Der er meget, der kan bruges fra den ene til den anden," siger Anders Hedegaard.

Armslængde til ALK-ledelsen

Den nyslåede formand understreger vigtigheden af at finde balancen og sørge for, at det er ledelsen med Hellmann i front, der styrer den daglige drift af ALK og ikke formanden.

Dag-til-dag-jobbet er i Rodenstock.

"Det er her, jeg har min dagligdag og møder på kontoret. Jeg skal jo ikke sidde på skuldrene af ledelsen i ALK. Den klarer det fantastisk og vil også gøre det uden mig i det daglige," siger Anders Hedegaard.

"Men jeg tror, jeg kan bruge min erfaring til at stille de rigtige spørgsmål og udfordre ledelsen på den strategiske retning. Det, at jeg leder en virksomhed i samme situation, tror jeg, er med til at sikre, at jeg måske kan være lidt mere i øjenhøjde med de ting, der foregår," vurderer Anders Hedegaard.

Hvis det her var en jobsamtale, ville jeg spørge dig, hvor du er om fem år. Nu vil jeg i stedet spørge, hvor er ALK om fem år?

"Ledelsen i ALK har gjort en fantastisk indsats med den her transformationsproces og sat tocifrede vækstrater, som er uhørt i mange farmaselskaber nu om dage. Det får jo kun os alle sammen til at tro, at der kan komme rigtig meget mere ud af ALK. Jeg tror, at ALK om 5 år er et væsentligt større selskab end i dag," siger Anders Hedegaard.

"Man vil komme ind med marginer, som er væsentlig højere. ALK vil være et veldrevet, sundt selskab, der - efter transitionen, som tager noget tid endnu - tjener mange flere penge, end det gør i dag. Det er visionen," siger Anders Hedegaard.

Bestyrelsesmedlem stopper i ALK på grund af mulig interessekonflikt

Anders Hedegaard om ny formandspost i ALK og topstilling i Tyskland: "Jeg er i en drømmesituation"

Anders Hedegaard bliver bestyrelsesformand for ALK – erstatter Steen Riisgaard

Afgående ALK-formand: Mit bedste træk var at sige farvel til Jens Bager 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også