Stenrige høreapparatfamilier skovler penge ind – lander overskud på 247 mio. kr.

Familierne bag høreapparatskoncernen Widex, der sidste forår fusionerede med Sivantos, tjener trods udsving styrtende med penge i deres holdingselskaber – det ene af fire har netop landet et overskud på næsten 247 mio. kr. i 2019.
Foto: Tidsvilde Stine/Ritzau Scanpix
Foto: Tidsvilde Stine/Ritzau Scanpix

En af en af Danmarks helt store private formuer bliver større og større.

De stenrige efterkommere af Widex-stifterne Christian Tøpholm og Erik Westermann har således tjent styrtende med penge i 2019 via den svulmende pengetank T&W Holding, der udgør det ene af familiernes fire store holdingselskaber.

Det viser en gennemgang af det netop aflagte regnskab fra T&W Holding.

I 2019 kom investeringsselskabet således ud med et overskud på 246,9 mio. kr. efter et 2018, der ’kun’ indbragte familierne 24 mio. kr. Det svarer til en vækst på 925 pct.

I 2017 lød overskuddet på 227,1 mio. kr.

Familierne, der er opgjort til Danmarks 8. og 9. rigeste, har sat Lars Nørgaard i spidsen for det fælles investeringsselskab, og han er tilfreds med den voksende bundlinje.

"Årets resultat på 247 mio. kr. er udtryk for den positive udvikling på de finansielle markeder. Vi anser dette for tilfredsstillende," skriver han i en mail til MedWatch.

Tøpholm og Westermann-familierne har formuer på henholdsvis 15,9 mia. kr. og 15,6 mia. kr., og regnskabet fra T&W Holding viser en samlet egenkapital på 4,15 mia. kr.

Det er en vækst i forhold til sidste års regnskab, hvor egenkapitalen lå på 3,91 mia. kr.

"Der er ikke udbetalt udbytte i året, så stigningen i egenkapitalen på 247 mio. kr. svarer til årets resultat efter skat," forklarer Lars Nørgaard.

Ser positivt på 2020

T&W Holding har blandt andet investeret i butikskæden Din Hørespecialist, som man ejer mellem 33-50 pct. af, men som dog klarer sig temmelig skidt.

Selvom kæden i 2019 kunne fremvise en 45 pct. fremgang, var årsresultatet alligevel rødt med et minus på 5,76 mio. kr. I både 2018 og 2017 lød underskuddet på 10,4 mio. kr.

Ikke desto mindre hæfter man sig ved fremgangen, og med positive trends i mange af de 11 øvrige investeringer, T&W Holding har i sin portefølje, får det Lars Nørgaard til at se lyst på indeværende regnskabsår også.

"Vi forventer et tilfredsstillende resultat for det kommende regnskabsår, der afspejler udviklingen på kapitalmarkederne," skriver han.

Han vil ikke udtrykke ikke særlige forventninger til afkastet på de enkelte aktivklasser, men pointerer, at T&W Holding har sammensat en "diversificeret portefølje af investeringer, som forventes at give et tilfredsstillende risikojusteret afkast på lang sigt".

Ejer 49 pct. af WS Audiology

T&W Holding er som nævnt blot et af fire holdingselskaber, som efterkommerne af Widex-stifterne står bag.

De tre øvrige er familiernes fælles ejendomsselskab GSA Invest, familien Westermanns holdingselskab Westermann A/S, og familien Tøpholms holdingselskab, Tøpholm Holding A/S.

De to sidstnævnte ejer hver 50 pct. af T&W Medical, hvori ejerskabet af medicofirmaet Uneeg Medical ligger samt ikke mindst 49 pct. af høregiganten WS Audiology.

Ejendomsselskabet GSA Invest sluttede 2019 af med et overskud på 11,4 mio. kr. – noget mindre end året inden, hvor overskuddet var på 35,3 mio. kr.

T&W Medical har endnu ikke regnskab for 2019 – det første af slagsen efter at det skiftede navn fra Widex Holding. Men WS Audiology lagde forleden regnskabsbøgerne på bordet, der blandt andet viste et underskud på hele 2,1 mia. kr.

Forleden kom det frem, at fusionen mellem Widex og tyske Sivantos har givet topledelsen en samlet løn- og bonuspakke på 54 mio. euro svarende til lidt over 400 mio. kr.

De tilfaldt selskabets tidligere adm. direktør Jørgen Jensen, nuværende adm. direktør Eric Bernard, tidligere finansdirektør i Sivantos Wolfgang Ollig og nuværende finansdirektør i WS Audiology, Henrik Skak Bender.

Life science-familier indtager liste over Danmarks 100 rigeste

Fusion af Widex og Sivantos udløser guldregn: Direktører sikrer sig bonusser for over 400 mio. kr.

WS Audiology kommer ud med underskud på 2,1 mia. kr. i forlænget regnskabsår, men forventer høj vækst i 2020

Fusionsplaner får rigmandsfamilie bag Widex til at skifte firmanavn  

Widex-rigmænds sideprojekt taber 34 mio kr i overgangsår – FDA-godkendelse skal vende udviklingen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også