Lægeforeningens formand stopper til april

Andreas Rudkjøbing var den yngste formand i Lægeforeningens historie, da han blev valgt i 2015 som 34-årig.
Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
AF RITZAU

Lægeforeningens hidtil yngste formand, Andreas Rudkjøbing, stopper efter fem år på posten.

Det oplyser Lægeforeningen i en pressemeddelelse.

Andreas Rudkjøbing fratræder således posten som formand for mere end 32.000 læger. Den officielle afsked sker i forbindelse med foreningens repræsentantskabsmøde i april.

"At være formand for landets læger er utroligt meningsfyldt. Derfor har det heller ikke været en nem beslutning, men tidspunktet er det rigtige for mig nu," siger Andreas Rudkjøbing i pressemeddelelsen om sin fratrædelse.

"Lægeforeningen er i god gænge, og der er fuldt tryk på mage af vores mærkesager. Derfor er det et godt tidspunkt at give stafetten videre," tilføjer han.

Andreas Rudkjøbing var med sine 34 år den yngste formand i Lægeforeningen hidtil, da han blev valgt i 2015.

Han har haft formandsposten i en periode, hvor sundhedsvæsenet har måttet slås med næsten konstant underfinansiering i forhold til at skulle behandle stadig flere patienter, skriver Lægeforeningen.

"Derfor er jeg også meget glad for, at der nu endelig er udsigt til at der kommer flere penge til sundhedsvæsenet," siger Andreas Rudkjøbing.

"Det er naturligvis ikke kun Lægeforeningens indsats, men det er et af de resultater, som jeg vil se tilbage på med glæde," siger han.

Formanden tilføjer, at det ligeledes gælder indsatsen mod tobak, som "vil redde mange liv de kommende år".

Andreas Rudkjøbing havde egentlig muligheden for at blive som formand frem til april 2021. På det tidspunkt ville han i så fald have været formand i seks år, hvilket er det maksimale antal år ifølge Lægeforeningens regelsæt.

Andreas Rudkjøbing skal nu i stedet færdiggøre sin uddannelse til speciallæge i samfundsmedicin, fremgår det af pressemeddelelsen.

Lægeforeningens nye formand bliver valgt på Lægeforeningens repræsentantskabsmøde 24. og 25. april i Aarhus.

Minister kritiserer behandling af sager om autorisationer 

Læger kræver indgreb mod alternative behandlere 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også