Minister kritiserer behandling af sager om autorisationer

I yderste konsekvens kan sundhedspersoner have fået autorisation tilbage - mod hensigten, oplyser ministerium.
Foto: Peter Hove Olesen / Ritzau Scanpix
Foto: Peter Hove Olesen / Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Det er gået langsomt med at rette ind efter en ny retspraksis i sager om sundhedspersoner, hvor myndighederne vil have frataget deres autorisation.

Det orienterede sundhedsminister Magnus Heunicke (S) sundhedsordførerne i Folketinget om tirsdag.

Den nye retspraksis blev dannet med en landsretsdom. Den faldt i november 2018, men det var først i marts i år, at Styrelsen for Patientsikkerhed informerede departementet om sagen, oplyser Sundhedsministeriet.

"Det er klart utilfredsstillende og har været med til at forværre sagen, at der skulle gå så lang tid," udtaler Magnus Heunicke i en pressemeddelelse.

Landsretsdommen har betydning for i alt 19 konkrete sager.

I yderste konsekvens har de pågældende sundhedspersoner - mod hensigten - generhvervet deres fulde autorisation, mens de venter på den retssag, der skal fratage den permanent, oplyser ministeriet.

"Her er tale om læger og andre sundhedspersoner, som Styrelsen for Patientsikkerhed har konstateret store problemer med. Det er indlysende, at vi ikke kan leve med, at sundhedspersoner, der af hensyn til patientsikkerheden ikke skulle have lov til at arbejde, nu igen har fået muligheden for at gøre det - på grund af en utilfredsstillende og langsommelig sagshåndtering," udtaler Heunicke videre.

Den nye praksis på grund af dommen betyder, at Styrelsen for Patientsikkerhed skal have indhentet en udtalelse fra Retslægerådet, og der skal foretages en høring af sundhedspersonen, inden der kan udtages stævning.

Det er en ændring i forhold til den hidtidige praksis, hvor man lagde til grund, at udtalelsen fra Retslægerådet og høring af sundhedspersonen kunne foretages, efter sagen var anlagt ved en domstol.

Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser, at den har fulgt op på sagerne for at sikre, at der er "de nødvendige begrænsninger for de pågældende sundhedspersoner."

"I en del af sagerne er de pågældende sundhedspersoner ikke længere aktive, og i andre tilfælde har vi kunnet give andre sanktioner, der begrænser de pågældende på de områder, vi har fundet problematiske," siger Helle Borg Larsen, enhedschef for Sundhedsjura i Styrelsen for Patientsikkerhed, i en meddelelse.

Formand for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing, kalder over for Ritzau den lange sagsbehandlingstid "yderst kritisabel".

"I forvejen skal læger, sygeplejersker og andre sundhedspersoner leve med at få frataget autorisationen midlertidigt i op til to år. Man er reelt frataget muligheden for at udøve sit arbejde - uden at være dømt. Det er helt urimeligt," siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også