Peter Buhl banede selv vejen for sin efterfølger: "Det nytter ikke at hæfte sig fast i en ceo-stol"

Det er Peter Buhl Jensen selv, der har valgt at træde til side og overlade styringen af Oncology Venture til amerikanske Steve Carchedi. Som serieiværksætter er Peter Buhl Jensen efter eget udsagn ikke den rette til at bringe firmaet, han selv var med til at skabe, videre i den næste fase.
Peter Buhl Jensen, afgående adm. dirketør for Oncology Venture. | Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix
Peter Buhl Jensen, afgående adm. dirketør for Oncology Venture. | Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix

Det kom som en stor overraskelse for de fleste, da Oncology Venture onsdag lod meddele, at kræftfirmaets medstifter og adm. direktør, Peter Buhl Jensen, træder til side og overlader styringen til amerikaneren Steve Carchedi.

I stedet skal Peter Buhl Jensen virke som teknisk- og videnskabelig rådgiver på firmaets videre vækstrejse – for Peter Buhl Jensen selv er det helt efter planen og i øvrigt en beslutning, han selv har truffet.

"Fyret? Jeg er ikke blevet fyret. Hvis nogen har fyret nogen, så er det mig, der har fyret mig selv," siger Peter Buhl Jensen til MedWatch.

I 2001 stiftede den nu 64-årige læge med speciale i intern medicin kræftfirmaet Topotarget, der var børsnoteret i København frem til 2014, og i 2012 dannede han selskabet Oncology Venture, som i august sidste år fusionerede med selskabet Medical Prognosis Institute.

I alle årene har Peter Buhl Jensen været øverste leder og manden med det sidste ord. Men det er slut nu. En æra er forbi, og nye kapitler kan begynde.

Selv er Peter Buhl Jensen hverken sentimental eller på anden måde bitter over udviklingen.

"Topotarget var 'mit barn.' Det er rigtigt nok. Men det her er ikke Topotarget. Jeg ser mig selv som seriel entreprenør og iværksætter, der sætter tingene i gang. Det, vi med Oncology Venture har gang i, kan blive rigtigt stort, men det vil hæmme udviklingshastigheden, hvis ikke vi foretager et skifte i ledelsen," siger Peter Buhl Jensen.

Tre fjerdedele af verdensmarkedet for kræftmedicin findes i USA, og det danske biotekselskab sætter derfor alle sejl ind på at slå igennem på det store marked.

I foråret hyrede man det det amerikanske konsulentbureau Destum Partners, der som en slags match-maker for mindre biotekselskaber og de større spillere i medicinalindustrien, skal gøre Oncology Venture mere synlig på den anden side af Atlanten.

"Vores teknologi hører til i USA, og målet har derfor alle årene været at komme derover. Det har været planen altid, og især i de sidste tre år. Ideen har hele tiden været at finde en amerikansk direktør til at bringe os videre, for det er alt andet lige lettere at sparke døre ind i USA, hvis man er amerikaner," siger Peter Buhl Jensen.

Først og fremmest forretningsmand

Den nye mand i front for Oncology Venture, amerikaneren Steve Carchedi, kommer fra en stilling som adm. direktør hos det amerikanske opstartsselskab Apexian Pharmaceuticals, der ligesom Oncology Venture arbejder med midler mod kræft.

Flere kandidater var i spil – fortæller Peter Buhl Jensen, der sammen med sin bestyrelse havde allieret sig med et professionelt rekrutteringsbureau for at finde den rette. I sidste ende blev det dog eget netværk, som gjorde udslaget.

"Vi have nogle search-firmaer til at hjælpe os, men det er via vores netværk, at vi endte med Steve. Det er ret rart med folk, vi kender, som siger: Det her er den rigtige mand," fortæller Peter Buhl Jensen.

Omtrent 7-8 måneder tog det, før valget faldt på Steve Carchedi, der på cv’et har salgs- og udviklingsstillinger fra blandt andre Eli Lilly, J&J, GE Healthcare og adskillige mindre amerikanske biotekfirmaer.

"Det er ren match making. Vores nye mand passer med selskabets kompetencer og kommer med noget, som bygger ovenpå det, vi har. Det er et 360 graders salg, vi skal i gang med. Salg, salg, salg, og derfor har vi været på udkig efter en marketier, som virkelig kan det der," siger Peter Buhl Jensen.

Oncology Venture skal have kloen i de amerikanske farma-virksomheder og amerikanske investorer, og med dem som allierede få bragt produkterne på markedet.

"Steve er for det første forretningsmand. Han har et kontaktnetværk derover og kender de folk fra top-farma, som der skal til. Og så har han også kompetencer indenfor onkologi, hvor han jo blandt andet var med til at sælge og lancere Velcade i flere end 70 lande," siger Peter Buhl Jensen med henvisning til knoglemarvskræftmidlet fra Janssen, der siden lanceringen i 2003 har solgt for adskillige milliarder dollar.

Masser af opgaver som rådgiver

Oncology Venture har udviklet en teknologi, kaldet DRP, der med udgangspunkt i den enkelte patients kræftvæv kan forudsige hvilke patienter, der vil have gavn af behandlingen med et givet kræftlægemiddel.

Det er med den teknologi, at USA skal vindes, og indtoget på det amerikanske marked kræver nogle andre kompetencer, end dem Peter Buhl Jensen besidder. Nu handler det som nævnt om salg, markedsføring og networking blandt de store medicinalselskaber.

"Vi har nu vist, at vores teknologi virker, og at vi står med noget helt unik. Nu handler det om at sælge, og her er jeg ikke den rette. Jeg synes ikke, jeg har de kompetencer, der skal til for at nå frem til direktørstolene i big pharma og få solgt," siger Peter Buhl Jensen.

"Jeg kan sagtens tale om den tekniske del, men vi skal have nogen, som kender de rigtige. Verden er meget lille. Der er nogen deroppe, som spiller godt sammen, og det må man bare acceptere," uddyber han.

Oncology Venture har i sin portefølje lige nu syv lægemiddelkandidater, som andre medicinalfirmaer har skrinlagt, men som Oncology Venture håber at kunne vække til live og effektivisere med sit diagnostiske værktøj, Drug Response Predictor-teknologien.

Og selvom der ikke længere står adm. direktør på visitkortet, men teknisk- og videnskabelig rådgiver, bliver der alligevel rigeligt at lave for Peter Buhl Jensen, som i årene 2010-2011 var chef­onkolog ved Aalborg Universitets­hospital og før da overlæge og i en årrække adjungeret professor på Rigshospitalets onkologiske afdeling.

"Der er mangel på medicinske onkologer i den her verden. Det er et onkologisk projekt, vi har gang i med Oncology Venture, og der er rigtig mange tekniske detaljer, som vi skal finde vej igennem. Jeg ser ikke mangel på opgaver – vi har syv produkter, som vi skal have solgt, og under hver eneste salgsproces skal man tale med onkologer på den anden side også," siger Peter Buhl Jensen.

Hertil kommer løbende og vedvarende dialog med de amerikanske lægemiddelmyndigheder, FDA, som det også bliver Peter Buhl Jensens opgave at deltage i.

"Jeg fortætter i selskabet som rådgiver, hvor min stærkeste kompetencer ligger. Det regner jeg med at gøre i mange år, og det glæder mig til. Det bliver ok," siger Peter Buhl Jensen.

Hverken nedgradering, devaluering, fyring eller skridt ned af karrierestigen er ord og betegnelser, Peter Buhl Jensen vil beskrive den aktuelle situation med.

"Jeg træder til side for at give plads til den næste vækst - det er en naturlig proces i en modning af et selskab, og det må man være stor nok til at holde ud," siger Peter Buhl Jensen og uddyber:

"Selvfølgelig er det sjovt at være ceo – det er fantastisk spændende. Men det er ikke min stilling, som det her drejer sig om. Det er projektet, som ganske enkelt er rigtigt stort," siger Peter Buhl Jensen.

Holder muligheder åbne

Udviklingen af ny kræftmedicin går især mod flere bioteknologiske lægemidler som fx immunterapi, vacciner og i særlig grad personlig medicin rettet mod specifikke genvariationer og andre biomarkører.

Et kig på virksomhedernes pipeline, viser ifølge Lægemiddelindustriforeningen, at 73 pct. af alle nye stoffer til behandling af kræft hører til kategorien personlig medicin.

På verdensplan er der over 240 af sådanne kræftlægemidler i klinisk udvikling

"Vi står i en slags Omaha Beach her – vi taler jo lægemiddelforudsigelse, det er exceptionelt disruptivt, og der nytter ikke at hæfte sig fast i en ceo-stol, som en anden kan varetage bedre. Den der tryghedsnarkomani må man lægge til side," siger Peter Buhl Jensen.

Hvad med fremtiden, Peter Buhl Jensen? Er det slut med at være topchef, eller kunne du finde på at starte endnu et biotekeventyr op?

"Jeg arbejder med præcisionsmedicin. Det gjorde jeg i Topotarget, og det gør jeg nu i Oncology Venture. Jeg kan det her, og ligegyldigt hvad, er det teknologi til præcisionsmedicin, jeg kommer til at arbejde med i fremtiden," sige Peter Buhl Jensen.

Som topchef igen og i eget hus?

"Under alle omstændigheder er det sjovere at være topchef end at være mellemchef. Man skal holde sine muligheder åbne," siger Peter Buhl Jensen.

Peter Buhl Jensen og finansdirektør forlader topposter i Oncology Venture

Bestyrelsesformand om Peter Buhl Jensen: Han bliver stensikkert i firmaet mange år endnu 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også