Klumme: Her er tre forslag til at sikre langsigtet udvikling i sundhedsvæsnet

Medicinalindustriens brancheorganisation foreslår nye organisationer i sundhedsvæsnet, der kan understøtte lanceringen af nye behandlinger i de kommende år.
Ida Sofie Jensen, koncernchef, Lægemiddelindustriforeningen, Lif

Regionernes forhandlere har sat sig ved forhandlingsbordet med forhandlerne fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Finansministeriet. Årets forhandlinger om den regionale økonomi kan begynde. 

Som altid handler det om den overordnede ramme, men forhandlingerne er også et forståelsespapir, hvor man kan sætte retning for det kommende budgetårs initiativer.

Her er tre bud på indsatser, som kan sikre, at det danske sundhedsvæsen får de bedste betingelser for at udvikle sig – ikke kun i det kommende budgetår, men i mange år fremover. 

1. Avancerede terapier er fremtiden: Der er derfor brug for et ATMP Center of Excellence, der kan sikre forskning, videndeling og implementering på et område, hvor udviklingen sker med rivende hast.

Avancerede terapier kaldes kort for ATMP, der står for Advanced Therapy Medicinal Products og omfatter tre typer af terapier: genterapier, celleterapier og vævsteknologier. De giver nye behandlingsmuligheder for patienter med sjældne sygdomme, som tidligere kun har haft begrænsede eller ingen behandlingstilbud. 

De nye avancerede terapier udgør et nyt paradigme, da de bryder med den tidligere forståelse af lægemidler som færdige, standardiserede produkter, der er klar til brug efter indkøb. Sammenfletningen af produktion og behandling betyder, at behandlingen sker i et tæt samarbejde mellem mange aktører: lægemiddelproducenter, klinikere, laboratorieteknikere, apotekere, distributører og patienter. 

Det stiller nye og særlige krav til logistik og infrastruktur, der adskiller sig markant fra, hvad vi kender fra konventionelle behandlinger. Her kan et ATMP Center of Excellence løfte opgaven.

2. Hvis innovative løsninger skal realiseres, er der behov for et Sundhedsinnovationscenter, der investerer i udvikling, evaluering og udbredelse af ny sundhedsinnovation, eksisterende behandlinger og digitale løsninger.

Skal vi skabe et kvalitetsorienteret og økonomisk bæredygtigt sundhedsvæsen, forudsætter det, at vi bliver bedre til at integrere innovation og teknologi som en del af løsningerne på de problemer, sundhedsvæsenet står overfor. 

Det indebærer, at nye teknologier skal implementeres, og at vi systematisk evaluerer såvel nye som eksisterende indsatser. Vi skal have modet til at implementere i stor skala – og ligeledes have modet til at fravælge initiativer, der ikke leverer den effekt, som man havde forudsat.

Sundhedsvæsenets mange tiltag omkring sundhedsinnovation mangler et samlende sundhedsinnovationscenter, der kan sikre gode rammer for netop udbredelse af innovation i stor skala. Det omfatter videndeling, kompetenceudbygning, og understøtte offentlig-private samarbejder og partnerskaber på både det strategiske plan og i udvikling af konkrete løsninger, uanset om der er tale om lægemidler, medicinsk udstyr eller sundheds-it. 

3. Vi har brug for at blive klogere på værdien af sundhedsinvesteringer. Et Sundhedsøkonomisk Forum kan opbygge det nødvendige vidensgrundlag, som alle efterspørger.

Investeringer i bedre sundhedsindsatser giver positive effekter for den enkelte i form af styrket sundhed og øget livskvalitet. Men der er også positive afledte økonomiske konsekvenser af indsatser på sundhedsområdet – de såkaldte dynamiske effekter. De dynamiske effekter af bedre sundhed inkluderer både øget produktivitet og øget arbejdsudbud såvel som et reduceret pres på sundhedsvæsenet helt generelt. 

På trods af en generel anerkendelse af, at bedre sundhed selvfølgelig også betyder en sundere befolkning, der blandt andet kan klare at være på arbejdsmarkedet i længere tid, mangler der et helhedsorienteret perspektiv på investeringer i bedre sundhed, så man kan indregne værdien for såvel patienter, pårørende, sundhedsvæsen som samfundsøkonomi. 

Det skal vi blive meget bedre til, og derfor bør der etableres et Sundhedsøkonomisk Forum - i første omgang for i en 2-årig periode at kunne opbygge viden om dynamiske effekter af bedre sundhed. Det skal skabe grundlaget for, at dynamiske effekter af bedre sundhed inddrages langt mere systematisk, når man politisk drøfter og beslutter større indsatser på sundhedsområdet. Havde vi haft en mere helhedsorienteret tilgang til sundhed, havde vi formentligt fx for længst investeret langt mere i psykiatrien, hvor en stor gruppe af helt unge mennesker aldrig får en uddannelse eller kommer i job.

Anlægger man samme perspektiv på de igangværende økonomiforhandlinger – altså at forhandlerne også skal se potentialet i afledte effekter – så er her tre gode bud. Ganske gratis.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også