Klumme: Wegovys succes kan lære os noget vigtigt om sundhedsøkonomi

Novo Nordisks succes med Wegovy bør få betydning for de strategiske overvejelser blandt investorer og i medicinalbranchen, skriver Thomas Kaas Selsø, adm. direktør for Pharma Equity Group.
Thomas Kaas Selsø, adm. direktør i Pharma Equity Group, peger på nogle svære valg inden for sundhedsøkonomien i fremtiden. | Foto: Pharma Equity Group / Pr
Thomas Kaas Selsø, adm. direktør i Pharma Equity Group, peger på nogle svære valg inden for sundhedsøkonomien i fremtiden. | Foto: Pharma Equity Group / Pr
Af Thomas Kaas Selsø, adm. direktør, Pharma Equity Group

Det er alment anerkendt, at sundhedsudgifterne vil stige i de kommende år, især på grund af stigende medicinudgifter. Senest har vi set, hvordan et enkelt lægemiddel, Novo Nordisks Wegovy, har lagt markant pres på regionernes økonomi.

Selvom det er positivt, at Novo Nordisk opnår stor succes, står det klart, at der venter nogle svære valg inden for sundhedsøkonomien i fremtiden. Wegovys succes illustrerer dog også en mulig fremadrettet strategi for branchen, som fortjener seriøs overvejelse.

Wegovy er nemlig et resultat af en specifik tilgang til lægemiddeludvikling kendt som repositionering, hvilket indebærer at udvikle nye lægemidler baseret på allerede kendte aktive stoffer. Dette genbrug i forsknings- og udviklingsarbejdet fremstår som en oplagt strategi for at reducere omkostninger, både for medicinalvirksomhederne, der sigter efter at drive en rentabel forretning, og i et bredere sundhedsøkonomisk perspektiv.

At repositionering kan have begge disse effekter skyldes, at tilgangen drastisk kan reducere udgifterne og tiden, som er forbundet med udviklingen af nye medicinske produkter. Det giver næsten sig selv, at det kan resultere i en sundere forretning for virksomhederne, men det kan også have en positiv betydning for samfundets generelle udgifter til sundhed.

En af de vigtigste grunde til at sundhedsudgifterne i samfundet stiger er netop, at omkostningerne til medicin er stigende. Hvis virksomhederne kan nedbringe udgifterne til at udvikle ny medicin, så betyder det alt andet lige, at omkostningerne for sundhedsvæsenet kan reduceres. I særdeleshed hvis konkurrencen blandt medicinalvirksomheder er sund, må vi formode, at reducerede udgifter til udvikling af ny medicin vil give lavere priser og reducerede sundhedsudgifter.

Lavere priser på lægemidler kan også gøre nye behandlinger mere tilgængelige for en bredere del af befolkningen og frigøre ressourcer, som sundhedsvæsenet kan anvende på andre vigtige områder.

Selvom Wegovy er et eksempel på, at sundhedsudgifterne er steget, kan den bagvedliggende udviklingsmetode derfor vise sig at være en vej til besparelser på længere sigt. Det er ganske enkelt en økonomisk set både fornuftig og nødvendig tilgang til udviklingen af ny medicin, at satse på repositionering. 

Derfor er strategien også helt centralt for Pharma Equity Group og vores datterselskab Reponex.

En ændring i holdning er nødvendig

At lægge strategien om for at satse mere på repositionering kræver dog en ændring i holdningen hos både medicinalvirksomheder og investorer. 

En sådan ændring omfatter vores opfattelser og forventninger til, hvad innovation indebærer: det handler om at udfordre vores umiddelbare antagelser om, hvad der kan blive den næste store opfindelse eller gennembrud. 

Kort sagt, så er vores forventninger til innovation ofte prægede af fantasier som minder mere om science fiction end om virkeligheden. Sagen er den, at væsentlige fremskridt inden for innovation og teknologi ofte ikke er store spektakulære forandringer, men derimod små, gradvise forbedringer og tilfældige opdagelser, der tilsammen kan føre til revolutionerende ændringer. 

Dette udfordrer den udbredte opfattelse af, at innovation nødvendigvis skal være omfattende, højteknologisk og iøjnefaldende. I virkeligheden kan innovationens essens være langt mere subtil, ofte opstående fra uventede kilder og anvendelser. 

En dybere forståelse af dette syn på forskning og udvikling kan åbne op for en mere systematisk udnyttelse af eksisterende viden, som endnu ikke er blevet fuldt udnyttet: med andre ord, repositionering.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også