Den voucher, som EU-Kommissionen foreslår, kan ikke sammenlignes med forbilledet fra USA, der bruges til at stimulere udvikling af lægemidler til sjældne sygdomme. Til gengæld er der alternativer. 

Offentlige udbud udgør en effektiv og gennemsigtig måde at skabe incitamenter for udvikling af corona-vacciner ved at fjerne risiko og uden at introducere nye fordyrende, eksklusive rettigheder.

Hvordan virker en voucher?

Ideen med en ”transferable voucher” er, at adskille indtjeningen fra et innovativt produkt fra salget af det. Enten fordi markedet for det innovative produkt ikke i sig selv er stort nok til at tiltrække innovative kræfter, eller fordi man – som det er tilfældet med antibiotika – ønsker at begrænse brugen af produktet. 

I USA har udviklingen af et nyt lægemiddel til sjældne sygdomme i en årrække kunnet udløse en såkaldt priority review voucher, der giver ret til hurtigere sagsbehandling. En voucher, som kan sælges og bruges til at få et andet lægemiddel hurtigere på markedet.

At komme hurtigere på markedet betyder, at man kan nå at udnytte en længere periode af en eksisterende patentbeskyttelse, der løber i 20 år, men typisk starter lang tid før produktet kan komme på markedet hvor den økonomiske fordel ved patentet materialiserer sig. 

Jo tidligere man kan komme på markedet, des mere tid er der til at kapitalisere på eneretten fra patentbeskyttelsen. For mange lægemidler kan selv få måneder ekstra på markedet med eksklusivitet gøres op i rigtig mange millioner. Med priority review voucheren kommer man hurtigere på markedet, fordi godkendelsesprocessen går hurtigere. Det betyder også, at der er nogle patienter, der får tidligere adgang til en ny medicin.

Æbler og bananer

Det EU-Kommissionen foreslår er en exclusivity voucher, der vil forlænge beskyttelsen af den regulatoriske dataeksklusivitet med ét år, så man kan opnå et års længere beskyttelse, end man ellers har ret til. Med exclusivity voucheren forlænges data eksklusivitetsperioden, hvor den ellers skulle være stoppet og givet plads til generisk konkurrence. At sammenligne de to er derfor at sammenligne æbler og pærer. 

Om den amerikanske voucher har virket er omdiskuteret. I en analyse fra 2020 fandt det amerikanske Government Accountability Office (GAO), at voucheren have lille eller ingen effekt på lægemiddeludviklingen. Dog sagde syv adspurgte virksomheder, at ”voucheren var en faktor i deres beslutning”. Det er med andre ord lidt af en tilsnigelse at sammenligne de vouchere og at sige, at den amerikanske voucher for orphan drugs virker, som f.eks. Lif har gjort i debatten i MedWatch. 

Er eksklusivitet det bedste redskab?

En lang række nationale og internationale analyser har beriget os med beregninger af hvilke omkostninger, der venter os i fremtiden forårsaget af øget antibiotikaresistens. Det er mange, mange milliarder. Selv om dette ganske givet er en glimrende pejling af konsekvenserne af antibiotikaresistens, betyder det ikke, at man skal lukke øjnene og svinge dankortet, når vi prøver at løse problemet. 

Ligesom med ethvert andet valg, man tager, så bør man se på, hvad man vil have, og hvem eller hvad der tilbyder det billigst. Eller sagt med andre ord, hvad der skaber værdi og hvad omkostningen er. Det er også de to klassiske pejlemærker for prissætning af et produkt. 

Lægemiddelindustrien er ikke helt overraskende glade for at kigge på værdiskabelse af deres innovationer, såsom de omkostninger man undgår i et hypotetisk fremtidsscenarie. De dystre konsekvenser, der truer i en fremtid uden effektive antibiotika sætter baren for prissætning ud fra værdiskabelse ganske højt. 

Som samfund og som borger, der til syvende og sidst skal samle regningen op, bør vi til gengæld holde tungen lige i munden og se på, om det egentlig er den billigste måde, vi får løst problemet på. Ikke mindst fordi, der også skal være penge til alle de andre problemer, vi gerne vil have behandlinger til i en aldrende befolkning såsom kræft, demens, hjertekarsygdomme. Og hvad med psykiatrien? 

Det trækker i retning af en prissætning ud fra de reelle omkostninger fremfor en prissætning baseret på et dystopisk fremtidsscenarie, hvor omkostningerne ved ikke at have effektive behandlinger er uoverskuelige og ingen pris dermed for høj. 

Alt andet lige, så rimer flere eksklusive rettigheder på en prissætning ud fra værdiskabelse nærmere end omkostning, og det er ikke en bæredygtig løsning for samfundet. Derfor bør vi kigge på andre værktøjer end flere eksklusiv rettigheder for at adressere antibiotika resistens.

Vacciner, jagerfly og Storebæltsbroer

Der er bred enighed om, at vi hellere skal rykke på at adressere AMR. Men hvordan? 

Priority eller exclusivity vouchere er kun en blandt flere muligheder. I England har man siden 2019 eksperimenteret med en abonnementsordning, ofte omtalt som Netflix-modellen, der også er blevet testet i Sverige, og i Tyskland forsøger man at bruge prissætning og refusionsordninger til at skabe incitamenter. 

Under covid-pandemien så vi, at store offentlige udbud har en yderst stimulerende virkning på lægemiddelinnovation. Fælles for alle disse tiltag er, at de ikke involverer eksklusivitet, men til gengæld fjerner usikkerhed om indtjening og dermed risiko. Noget der også har stor værdi for virksomheder og fungere fint for innovation på andre områder, der kræver store investeringer, såsom når vi gerne vil have nyt hardware til militæret eller bygge en Storebæltsbro. 

Eksklusivitetsskyklapper

En exclusivity voucher er politisk attraktiv, fordi den ikke koster noget på budgetterne her og nu. Det er en billig måde at vise politisk handlekraft og en uforpligtende ekstra mulighed for industrien. 

Som Pfizer påpeger i MedWatch er voucheren en spiselig løsning for flere, og har dermed større chance for en fælles opbakning i EU. Men det ændrer ikke på, at det er en temmelig tvivlsom løsning, der hurtigt kan komme til at minde om at tisse i bukserne. De amerikanske erfaringer med et vouchersystem er hverken specielt positive eller sammenlignelige med det, EU-Kommissionen foreslår. Og at skrue mere op for eksklusivrettigheder risikere at skævvride en allerede temmelig forvreden europæisk sundhedsøkonomi endnu mere. 

Derfor bør vi slå koldt vand i blodet, selvom vi alle gerne vil handle hurtigt og se på de mange andre muligheder end en exclusivity voucher. Der findes andre og bedre løsninger, hvor vi får mere sundhed for pengene i en fremtid, hvor AMR ikke er det eneste presserende sundhedsproblem, der banker på vores dør.