Klumme: Life science-industrien i Danmark har vokseværk – men der er mere vi kan gøre

Vækstlaget i dansk life science skal styrkes og have de bedst mulige rammer, skriver erhvervsminister Morten Bødskov (S).
Foto: Gregers Tycho
Foto: Gregers Tycho
Af erhvervsminister Morten Bødskov (S)

Én af dansk økonomis helt store sværvægtere har vokseværk. Med udvikling af nye lægemidler, innovative teknologier og medicinsk udstyr løfter life science-industrien ikke blot behandlingen og livskvaliteten for patienter – den understøtter også personalet i sundhedsvæsenet. Og kan derigennem hjælpe på udfordringer med rekruttering og kapacitet.

Samtidig viser en ny analyse fra Erhvervsministeriet, at life science-industrien spiller en stor rolle i dansk økonomi. Aldrig har der været så mange life science-virksomheder i Danmark, og beskæftigelsen på området har sneget sig op på mere end 50.000 medarbejdere. Det svarer til indbyggertallet i byer som Herning og Roskilde. Samtidig står branchen for omtrent en femtedel af den samlede danske vareeksport.

Med andre ord har life science-industrien for alvor etableret sig som en hjørnesten i vores samfund. Forklaringen findes blandt andet i fundamentet af sundhedsforskning i højeste klasse, investeringsvillighed, teknologisk knowhow og ikke mindst dygtige medarbejdere.

Men vi må ikke stirre os blinde, når den ene vækstgraf efter den anden banker i vejret. Der er også vigtige opmærksomhedspunkter.

For eksempel er det tydeligt, at væksten særligt er drevet af de store lægemiddelvirksomheder. Og her er det ingen hemmelighed, at Novo Nordisk står for en stor del af fremgangen. Det er godt og vigtigt med store, stærke forretninger. Både for økonomien – men i særdeleshed for patientbehandlingen og sundhedsvæsnet. Men det er også vigtigt, at vi styrker hele vækstlaget inden for life science. At vi skaber de bedst mulige rammer for startups, så endnu flere virksomheder kan vokse sig til store væksteventyr. For Danmark halter efter sammenlignelige lande, når det kommer til overgangen fra forskning til kommercialisering.

Regeringen har netop afsat 400 mio. kr. i 2024-2027 til en ny strategi for life science, som vi vil præsentere til foråret. Strategien skal bl.a. understøtte fortsat gode vilkår og bidrage til, at vi indfrier industriens store potentialer. 

På den måde sikrer vi, at life science også fremadrettet er en hjørnesten i vores samfund

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også