Regeringen fremsatte i sidste del af 2021 den første række af forslag, der skal sikre ”en stille revolution af sundhedsvæsenet”.

Hvis udtrykket dækker over, at man ønsker at bygge videre på de store dele af det danske sundhedsvæsen, der er velfungerende, er det velkomment. Nu er en række opfølgende forslag lige om hjørnet. De bliver afgørende for, om ”revolutionen” lykkes.

Allerede nu er vores offentlige sundhedsvæsen udfordret af blandt andet mangel på kvalificeret personale samt et stigende antal ældre og mennesker med kroniske sygdomme. Det presser hele systemets bæredygtighed. Det skal en kommende politisk aftale på sundhedsområdet forholde sig realistisk til allerede nu.

Mange nye redskaber vil blive taget i brug for at skabe fremtidens bæredygtige sundhedsvæsen med blandt andet større sammenhæng, lige adgang til ydelserne, mere sundhed for pengene og bedre forebyggelse. Ét væsentligt og allerede tilgængeligt redskab er systematisk brug af diagnostik.

Covid-19 har medført, at diagnostikken er kommet på den politiske dagsorden. Dét er et fokus, der er al mulig grund til at fastholde. Ikke for diagnostikkens skyld, men for samfundets. Diagnostikken kan nemlig bidrage til løsningen på mange af de store udfordringer, sundhedsvæsenet står over for i fremtiden.

I forbindelse med en kommende sundhedsaftale opfordrer vi politikerne til at sikre, at der allerede fra starten udarbejdes en samlet plan for, hvordan diagnostikken skal bidrage til, at de nye nærhospitaler får den nødvendige effekt, så eksempelvis den akutte udredning optimeres. Det vil skabe større tryghed for borgeren, forhindre unødvendige indlæggelser og sikre, at en eventuel behandling kan igangsættes hurtigere. De diagnostiske data skal naturligvis også stilles til rådighed for hospitalerne, så der bliver sikret sammenhæng i patientforløbene.

Samtidig bør der også formuleres en samlet plan for, hvordan diagnostik og teknologi kan tænkes ind i et forstærket fokus på akutberedskabet. Eksempelvis således, at personer i såvel større byområder som yderområder kan blive diagnosticeret endnu bedre allerede i ambulancen. Det bidrager til hurtigere udredning og behandling.

Der er ligeledes brug for en mere systematisk tilgang til diagnostikken. Nye diagnostiske teknologier bliver desværre fortsat ikke implementeret, hverken systematisk eller hurtigt nok. Det bør struktureres gennem nationale standarder for kvalitet, ibrugtagning og evaluering på området. Også her kan en sundhedsaftale spille en rolle.

Erfaringerne fra pandemien viser samtidig, hvordan nye samarbejdsstrukturer og -relationer mellem det offentlige og private gavner såvel samfundet som den enkelte borger. Det har blandt andet været tydeligt inden for diagnostikkens bidrag til den nationale Covid-19 teststrategi.

Vi oplever, at der i sundhedsvæsenet er stor villighed til at afprøve nye samarbejdsformer. Både den forrige og nuværende regering har gennem deres politiske udspil vist, at man ønsker at gå i den retning. Dermed er tiden og muligheden der for at styrke samarbejdet yderligere.

Vores opfordring er derfor, at politikerne benytter den unikke mulighed, der ligger i en kommende sundhedsaftale, til at sætte en ambitiøs retning, hvor offentlig-privat samarbejde bliver en væsentlig større del af DNA’et og diagnostikken placeres helt centralt.

De diagnostiske værktøjer kan bidrage til at fremtidssikre et bæredygtigt offentligt sundhedsvæsen til gavn for borgerne. Lad os nu bruge dem - både systematisk og strategisk!