Det er en ærlig sag at ønske højere aktieskat. Men vi må kunne forlange, at debatten herom føres på baggrund af fakta.

”Vi bringer blot skatten tilbage til det niveau, den var før 2010”, siger fortalerne for en aktieskat på 45 pct. Men det er misvisende. Aktieskatten var kun 45 pct. i to år (2008 og 2009 – begge i øvrigt under en VK-regering). Den høje sats skyldtes, at selskabsskatten netop forinden var sat ned, men at personskatten først blev det i 2010. Aktieskatten i Danmark er nemlig afstemt sådan, at den samlede skat på udbytter (selskabsskat og aktieskat) modsvarer den øverste skat på lønindkomst.

På den måde er det ligegyldigt, om en ejerleder trækker sin arbejdsindkomst ud som løn eller udbytte.

Den reelle aktieskat er derfor i dag 54,8 pct., hvilket ligger midt mellem den laveste (53,9 pct.) og den højeste (55,9 pct.) topskatteprocent på indkomst, afhængig af hvilken kommune man bor i. Højere aktieskat vil ødelægge denne balance.

Sandheden er, at vi skal 30 år tilbage for, at aktieskatten var 45 pct. Og for dem det interesserer, kan det nævnes, at satsen de fleste år under Nyrup lå på 40 pct.

Ydermere ramte de 45 pct. i 2008-2009 kun den allerhøjeste aktieindkomst – hvad der i dag svarer til over ca. 124.000 kr. om året. Omvendt rammer de nuværende 42 pct. al aktieindkomst over ca. 56.000 kr. om året. Jeg hører ingen sige, at de samtidig ønsker at hæve progressionsgrænsen.

"Kun ganske få danskere betaler den høje aktieskat. De fleste betaler kun 27 pct.," hører vi. Men det er jo netop sagens kerne. De danskere, der har midler, som de kunne investere i aktier, gør, hvad de kan, for at undgå at betale en af verdens højeste aktieskatter: De placerer i stedet deres midler i ejerbolig eller i ekstra pensionsopsparing. Og de penge, de investerer i aktier, sørger de for at placere i aktier, der kan give dem et løbende stabilt afkast. På den måde vil mest muligt af gevinsten blive beskattet med 27 pct. - og mindst mulig med 42 pct.

For små og for lang tid til gevinst

Hvem skader det? Ja, ud over, at det aldrig er godt for den samlede økonomi, at det er skatten, der dikterer investeringerne, så er der utvetydigt én gruppe, der står som taberne: Iværksættere og andre mindre, unoterede virksomheder, der har brug for risikovillig kapital.

De er for små til at tiltrække sig de store pensionskassers opmærksomhed. Og de kan slet ikke levere løbende, stabile afkast. Investerer man i en mindre start-up virksomhed, kan man være sikker på at skulle vente længe på en (usikker) gevinst. Og hvis den kommer, så bliver det typisk på én gang, man høster det hele – f.eks. når virksomheden bliver solgt eller børsnoteret. Med andre ord kan man være sikker på, at stort set hele gevinsten bliver ramt af den høje aktieskat. Hvis aktieskatten stiger, så vokser "iværksætterstraffen" i det nuværende system.

Denne katastrofale konsekvens af den danske aktiebeskatning har været kendt og italesat i årevis. Blandt andet af den Produktivitetskommission, som blev nedsat af SRSF-regeringen, og som i 2014 leverede sine anbefalinger. Blandt disse var, at Danmark kigger i retning af de øvrige nordiske lande, som har meget bedre erfaringer med at få risikovillig kapital til deres iværksættere. De er kendetegnet ved at have en lav(ere), flad skat på kapitalindkomst – typisk omkring 30 pct. - kombineret med særlige regler for de relativt få, der selv kan bestemme, om de vil have løn eller udbytte.

På den måde kan man også lægge flere typer kapitalindkomst sammen, før man beskatter. I Danmark er vi tvunget til at beskatte aktieindkomst separat fra f.eks. renteindtægter (og -udgifter), hvilket blot gør systemet endnu mere bøvlet.

I Dansk Industri har vi et konkret forslag, som ikke behøver at koste statskassen en krone: Vi beskatter al kapitalindkomst samlet med en flad skat på maks. 30 pct. af positiv nettokapitalindkomst og et fladt rentefradrag på 25 pct. Dog vil de ca. 25.000 danskere, som har høj, unoteret aktieindkomst være underlagt en ’hovedaktionærmodel’, der skiller denne indkomst i henholdsvis kapitalindkomst og lønindkomst (og beskatter dem derefter). Så kan vi i samme ombæring afskaffe både aktiesparekontoen og investorfradraget.

Begge er lappeløsninger på det nuværende system, der blot bidrager til at gøre det hele mere kompliceret.