Syv år i medicinalindustrien kogt ind til en Maggi-terning

KLUMME: Alternativet til medicinalindustrien er ret frygteligt at forestille sig, skriver Henrik Kastoft i denne klumme, hvor han reflekterer over sine syv års ansættelse i en medicinalvirksomhed.
Foto: Privat
Foto: Privat
AF HENRIK KASTOFT

For nylig blev jeg kontaktet af en kvinde, som står midt i et karriereskifte. Hun har en lang og imponerende karriere i andre brancher. Nu overvejer hun medicinalindustrien og spurgte, om jeg ville koge mine syv år i branchen ned til 60 minutter hen over en kop kaffe.

Ja, selvfølgelig!

Jeg satte suppen over og lod den simre. Syv års arbejde i den britiske medicinalvirksomhed GlaxoSmithKline (GSK) svandt langsomt ind til en koncentreret bouillon. Jeg lod gryden stå på kogepladen en stund endnu… Til sidst lå der i bunden af gryden en Maggi-terning på ét ord:

Meningsfyldt!

Det gav uendeligt meget mening at gå på arbejde og vide, at jeg var et lillebitte tandhjul i et meget stort maskineri. Et maskineri, der dybest set havde til formål at bekæmpe sygdom og hjælpe mennesker til et længere og bedre liv.

Høje krav til sig selv og hinanden

Jeg fortalte om vacciner, som ifølge WHO kun er overgået af rent drikkevand udi missionen at fremme sundhed og forebygge sygdom.

Jeg fortalte om lobbyarbejdet for at begrænse selvmordsforsøg blandt unge ved at få de store glas med 100 og 300 smertestillende tabletter væk fra håndkøb.

Jeg fortalte om de nidkære interne kontrolsystemer og procedurer, som skal sikre, at alt går rigtigt til, og opfylder myndighedernes krav… ofte faktisk mere end det.

Jeg fortalte om den hjemlige kamp for at forsvare børnevaccinationsprogrammet og HPV-vacciner imod løse rygter og udokumenterede påstande.

Og jeg fortalte om kolleger, som er topprofessionelle mennesker, der stiller ekstremt høje etiske krav til sig selv og hinanden. Og diskuterer forskellen på rigtigt og forkert i en grad og et omfang, jeg ikke har oplevet på tidligere arbejdspladser eller i andre brancher.

Skandaler og skam

… og jeg fortalte om undtagelserne fra alt det gode.

De globale skandaler der ruller, når nogle få kolleger i en anden verdensdel bryder alle regler i og udenfor firmaet. Om skuffelse, skyld og skam, der lægger sig som en våd dyne over en.

Det politiske pres for lavere medicinpriser, som tvinger ansatte i medicinalindustrien til at løbe hurtigere i organisationer, hvor nedskæringer, effektiviseringer og fyringer er lige så almindelige som i sundhedsvæsnet. Mindst.

Og hvor slidsomt det kan være at arbejde i en branche, som notorisk har et dårligt image i befolkningen og medierne. Hvor et ellers hyggeligt middagsselskab kan udvikle sig til et forhør, hvor du skal forklare og forsvare, at du arbejder i en industri, som tjener penge på, at mennesker er syge.

Alternativet er værre

Jeg sluttede af med at fortælle, at jeg stillede mig selv præcis samme kritiske spørgsmål, da jeg for syv år siden blev ringet op af en direktør i GSK. Direktøren spurgte, om jeg ville forlade FN til fordel for den britiske medicinalgigant.

Og jeg konkluderede, at jeg i dag er lykkelig for, at jeg efter en uges grublerier gjorde regnebrættet op, ringede tilbage til GSK og svarede: Ja!

Hvorfor? Fordi alternativet til medicinalindustrien er ret frygteligt at forestille sig. Fordi alternativet til lægemidler og vacciner… ikke er noget alternativ.

Hvordan jeg kan vide det? Fordi jeg i 22-23 år har været Crohn-patient. 75 mg Imurel én gang dagligt holder den uhelbredelige, autoimmune sygdom i ave, så jeg i to årtier har levet et næsten normalt familieliv og passet mit arbejde.

Derfor!

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også