Genopladelighed er Widex' mellemregning inden ny teknologi i 2018

Hos danske Widex ser man mest af alt den genopladelige teknologi - et af de helt store samtaleemner i industrien for øjeblikket - som et skridt på vejen inden selskabets nye brændelsescelle-teknologi kommer på markedet.
AF RITZAU FINANS

Den privatejede danske høreapparatproducent Widex er kommet med på vognen med genopladelige batterier til sit trådløse topprodukt, Widex Beyond, som udstilles på den igangværende messe hos den europæiske brancheforening i Nürnberg i disse dage.

Det sker med en løsning, der ligner den, som ligeledes danske William Demant Holding tilbyder til sit trådløse topprodukt, Oticon Opn.

Men målet for Widex er at lancere et høreapparat drevet af brændselsceller, som kan lades op på under et minut. Og det skal ske som forlængelse af den nye produktplatform, som selskabet venter at lancere i foråret næste år.

Og indtil da er tilbuddet om genopladelige batterier et lille skridt på vejen, lyder det fra selskabet selv.

"For mig er det bare et skridt på vejen til at have en fremtidsløsning for strømforbrug og mulighed for genopladelighed," siger Jørgen Jensen, der er adm. direktør hos Widex, i et interview med Ritzau Finans.

Mange troede ikke på genopladelige batterier

Han så dog gerne, at selskabet havde været klar med teknologien lidt tidligere.

"Der var mange i Widex, som ikke troede på genopladelige batterier. Det er også tidligere blevet forsøgt nogle gange, uden at det lykkedes. Nu er der så kommet en teknologi, der virker. Det ville jeg da gerne have haft, at vi havde lanceret seks måneder før, men nu er vi her," forklarer han.

Produktet med brændselsceller, som skal afløse Widex Beyond i den genopladelige udgave, ventes at være klar til lancering næste efterår. Det skal gerne give Widex en fordel i den hårde konkurrence, der er om markedsandele.

"Det er et projekt, som man har talt om i rigtig mange år. Der har også tidligere været nogle af vores kollegaer med i det, men de ville så ikke være med mere, så vi har sagt, at vi gerne vil gøre det færdigt, fordi det passer til vores innovative profil," siger Jørgen Jensen og tilføjer:

"Det tager tid at lave sådan en brændselscelle, og der skal laves mange prøver for at sikre, at kvaliteten er i orden. Og så skal det hele valideres hos relevante myndigheder. Men jeg er meget komfortabel omkring vores nye chip og projektet med brændselsceller."

 Widex-direktør: Ny bluetooth-standard er vejen frem

 Widex lancerer optimeret produkt forud for EUHA

 To danske høreapparatproducenter vinder andele hos krigsveteraner 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også