Nyt WDH-produkt giver markedsandele hos amerikanske veteraner
![Foto: WDH, PR](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article8584461.ece/ALTERNATES/schema-16_9/William%2520Demant_Oticon2.jpg)
William Demant Holding havde stor vækst hos den offentlige amerikanske salgskanal Veterans Affairs (VA) i november, efter at selskabet har introduceret sit nye topprodukt, Oticon Opn, i salgskanalen.
Hos VA, der tilpasser høreapparater til amerikanske militærveteraner og deres familier, har Oticons markedsandel længe været lav, mens den danske rival GN Hearing har løftet sin markedsandel til over 20 pct. efter selskabets lancering af trådløse produkter for godt to år siden.
Men i november var der fart over feltet for Oticon, der ser ud til at have succes hos veteranerne med Opn. I hvert fald lykkedes det at løfte markedsandelen til 11 pct. i årets ellevte måned, hvis man måler på enheder.
I oktober var markedsandelen hos Oticon lige godt 6 pct. Det er en markant større stigning, end det var ventet hos finanshuset Carnegie. Ifølge Bloomberg News var forventningen her nemlig en stigning til 8 pct. Dermed er de nye tal en "positiv" nyhed for William Demant Holding
Andelen af det samlede salg steg til 10,09 pct., fremgår det af helt nye tal fra VA, der dog opererer med rimelig fastlåste priser.
Men fremgangen er godt nyt for William Demant Holding, der har haft svært ved at øge markedsandelen hos VA.
"Det har historisk set vist sig nærmest umuligt for Oticon at løfte markedsandelen hos VA. Ved tidligere produktintroduktioner har man nærmest ikke kunne se effekten af det," siger Morten Imsgard, der er senioranalytiker hos Sydbank, til Ritzau Finans.
Umiddelbart er det ikke den danske rival, GN Hearing, som markedsandelene er taget fra. GN havde således fortsat en markedsandel på godt 20 pct. hos VA i november.
I stedet ser det umiddelbart ud som om, at amerikanske Starkey har mistet en smule terræn, mens også verdens største høreapparatproducent - og den klare markedsleder hos VA - schweiziske Sonova, har måttet afgive lidt af markedet.
Den sidste danske spiller på markedet - det familieejede selskab Widex - lå fortsat svagt til i november med en markedsandel på bare 1,5 pct. GN's andel var 20,18 pct.
Sonova havde i november en markedsandel på 43,43 pct., mens Sivantos - det tidligere Siemens Hearing - havde 6,88 pct. af VA-markedet, og Starkeys markedsandel var 17,01 pct.
Demant-direktør: Vi vil fortsat kunne levere høj værdi til gode priser
Nyt FDA-tiltag kan ramme danske høreapparatfirmaer
Demant-direktør: Oticon Medical og amerikansk markedsføring driller