Sonova-chef: Håber at hård valutamodvind er overstået

Sonovas topchef "hyler ikke" over den valutakursmodvind, selskabet har mødt siden, schweizerfrancen blev løsrevet fra euroen, men han håber, at vinden snart stilner af.
Foto: Sonova/PR
Foto: Sonova/PR
Af RITZAU FINANS

Den schweiziske centralbanks beslutning om at droppe sit bånd til euro i januar sidste år gjorde ondt på en række selskaber i alpelandet, der har en stor andel af eksport, herunder også høreapparatproducenten Sonova, der konkurrerer med blandt andet danske William Demant Holding og GN Resound.

Det gjorde det, fordi trækket over natten styrkede schweizerfranc betragteligt over for særligt euro, hvilket betød, at de schweiziske selskaber i rapporterede tal led et stort knæk. Men den modvind, som ramte Sonova gennem stort set hele regnskabsåret 2015/16, er formentlig på retur nu, lyder håbet fra selskabet selv.

"Vi hyler ikke over det, men vi havde meget stærk valutamodvind. Omsætningen blev reduceret med omkring 80 mio. schweizerfranc over året og EBITA med lidt over 30 mio. schweizerfranc. Vi håber, at det er ovre nu, og vi håber, at briterne bliver i EU, for det vil hjælpe os," siger Lukas Braunschweiler, der er administrerende direktør hos Sonova, til Ritzau Finans efter selskabets årsregnskab for 2015/16 onsdag morgen.

"Sidste år havde vi ni en halv måned med meget stærk modvind efter januar 2015," fortsætter topchefen.

Ud over den store styrkelse af schweizerfranc, da den slap ud af fastkurspolitikken, som tilskrev, at schweizerfrancen maksimalt kunne styrkes til 1,20 per euro, var Sonova også ramt af modvind på flere af de nye markeder - blandt andet i olieeksponerede valutaer som den russiske.

"Den schweiziske centralbanks valg om at droppe sit bånd til euro i januar betød meget, så euro var virkelig den slemme dreng for os. Dollar hjalp os til at starte med men begyndte så at svækkes igen. Derudover havde vi en hel stribe af valutaer på de nye markeder, der gav modvind. Det var den kinesiske yuan, den brasilianske real, den tyrkiske lira og den russiske rubel. De ramte os rigtig meget i andet kvartal, hvor de alle blev svækket," siger Lukas Braunschweiler.

I faktiske tal var modvinden også til at få øje på i regnskabet for 2015/16 fra det schweiziske selskab. Sonovas omsætning steg således med 5,8 pct. i lokale valutaer, mens det blot blev til en fremgang på 1,8 pct. i rapporterede tal - til 2,07 mia. schweizerfranc.

Driftsresultatet (EBITA) voksede med 1,4 pct. i lokale valutaer, men faldt med 5,5 pct. i rapporterede tal - til 430,6 mio. schweizerfranc.

 Sonova rammer under egne forventninger

 Sonova køber Audionova

 Sonova nedjusterer forventningerne til salg og overskud 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også