Sydbank: Flot salg opvejer svag indtjening hos GN

Salget er bedre end ventet for GN, og det viser en stærkt portefølje af produkter, og derfor er det knap så graverende, at indtjeningen ikke har fulgt trop. Det mener Sydbank-analytikeren Morten Imsgard.
AF RITZAU FINANS

En stærk palette af produkter til hørehæmmede har sikret en stor vækst hos GN Store Nord i årets første tre måneder, og så gør det mindre, at indtjeningen ikke helt har fulgt med.

Sådan lyder vurderingen fra Morten Imsgard, der er aktieanalytiker i Sydbank, efter at GN Store Nord onsdag morgen har gjort status for første fjerdedel af 2016.

"Der er to historier i det her regnskab. Et godt salg og en svag indtjening. Det springer i øjnene med et rigtigt godt regnskab i høreapparatforretningen, hvor der er en vækst på 11 pct."

"Det er bedre end ventet, og det understreger, at den produktportefølje, man har, virkelig er en døråbner ude hos kunderne. Og det ser ud til, at GN i øjeblikket er blandt de førende aktører i branchen," siger Morten Imsgard.

GN's salg steg i første kvartal med over 200 mio. kr. til 2093 mio. kr., hvilket primært skyldtes høreapparatforretningen, GN Resound, mens væksten var mindre i GN Netcom, der blandt andet sælger headsets.

Indtjening under pres

Selskabets driftsoverskud skuffede derimod i kvartalet, da det blot steg med 15 mio. kr. til 306 mio. kr., hvilket var omkring 45 mio. kr. lavere end forventet.

"Det virker primært til at være bevidste investeringer i markedsføring og timing af produktlanceringer, der gør, at man ikke kommer helt op på de høje marginer, som det højere salg burde give," siger Morten Imsgard.

Han peger samtidig på, at der var en væsentlig forbedring i selskabets pengestrømme, hvilket ifølge Sydbank-analytikeren tidligere har været en hæmsko i første kvartal.

"Så selv om indtjeningen ikke er helt, hvor den skal være, så bliver pengestrømmene bedre og bedre, og det understøtter muligheden for at kunne sende flere penge tilbage til aktionærerne," siger han.

Netcom-nedtur

Derimod var resultaterne i forretningsdivisionen Netcom ikke helt så gode som forventet, hvor både salg og overskud var under det forventede.

"Markedet for mobil-headsets er i øjeblikket presset, men i forhold til konkurrenten Plantronics leverer man faktisk svagere, så det er skuffende."

"En del af skuffelsen i indtjeningen er drevet af valutakurser, og den underliggende indtjening viser kun et behersket fald, så det skulle meget gerne rette sig op senere på året," siger Morten Imsgard.

Han vurderer, at aktien vil åbne mere eller mindre uændret oven på regnskabet.

"Aktien er faldet en del op til regnskabet, og det har nok været som følge af frygt for, at Netcom-divisionen ikke ville komme specielt stærkt ud af kvartalet, så jeg venter ikke den helt store reaktion, siger Morten Imsgard."

 GN Resound i stærk start

 GN-optakt: Stærk start på året

 Sonova køber Audionova  

Del artikel

Relaterede artikler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også