Bank ser for mange risici i WDH-aktien

Der er ifølge Alm. Brand Markets udsigt til et stærkt William Demant-regnskab, men banken er alligevel forbeholden overfor selskabet af en række årsager.
Foto: William Demant Holding/ PR
Foto: William Demant Holding/ PR
AF RITZAU FINANS

Selv om der er udsigt til et stærkt årsregnskab fra William Demant Holding (WDH) på tirsdag, synes Alm. Brand Markets alligevel, at der er for mange risikomomenter i aktien.

Derfor sænker banken sin anbefaling til "sælg" fra tidligere "neutral". Kursmålet justeres dog op med en tier til 570 kr., skriver analytiker Michael Friis Jørgensen i en kommentar.

"Vi ser stor risiko for, at WDH på kort sigt bliver trukket ind i endnu et tvunget opkøb i detailleddet. Dette kan helt fjerne aktietilbagekøbet, som i en illikvid aktie som WDH er en stærk støtte," ræsonnerer Michael Friis Jørgensen.

Overordnet venter Alm. Brand ellers pæne resultater i WDH's årsregnskab, hvor "risikoen på resultatsiden synes meget lille", ligesom at banken tror, at høreapparatselskabet "utvivlsomt" vil komme med en lovende prognose for 2016.

"Vi ser god indtjeningsvækst næste år trukket af lavrisiko elementer: 1) valuta (forsinket effekt), 2) god markedsvækst (som ifølge store kunder ligger markant over hvad producenterne indikerer markedsvæksten er), 3) omkostningsprogrammer samt mindre restruktureringsomkostninger og 4) helårseffekt af Audika-opkøbet," skriver Michael Friis Jørgensen.

I den modsatte retning trækker dog, at WDH kan blive tvunget til at købe detailforretningen af Audionova for 500-600 mio. euro og dermed sætte en stopper for det aktietilbagekøb, investorerne luner sig ved.

"Situationen omkring opkøb er, at uanset udfaldet står man (aktionærerne, red.) tilbage som taber (mistet omsætning hvis konkurrent køber den),"skriver Michael Friis Jørgensen.

Alm. Brand havde sin neutrale anbefaling af WDH-aktien i næsten præcis ét år. I den periode er aktien dog gået knap 20 pct. frem, og den handler fredag i 593 kr. efter en stigning på 2,2 pct. fra torsdag.

 WDH-optakt: Bedre europæisk salg driver vækst

 Finanshus: William Demant-satsning kommer til at skuffe

 Skulderklap fra Deutsche Bank til William Demant 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også