William Demant-direktør: Patentsager mod GN kan gå mange veje

GN Resound valgte helt ekstraordinært at holde en præsentation om sine patentsager mod Oticon i onsdags, hvor de vurderede, at de havde en stærk sag. Det får dog ikke Oticon til til at blive nervøse over deres position i sagerne, siger deres direktør.
AF RITZAU FINANS

Patentsagerne mellem William Demant Holding og GN Resound har fyldt meget ved dette års høreapparatmesse hos Europäische Union der Hörgeräteakustiker (EUHA).

Onsdag valgte GN Resound at holde en ekstraordinær præsentation for analytikere og investorer vedrørende sagerne, hvor Oticon - der er William Demants hovedbrand inden for høreapparater - mener, at GN har brudt selskabets patenter på forskellige typer antenneteknologi.

GN Resound fastholdt ved præsentationen, at selskabet selv ser sin sag som rigtig god, fordi det først og fremmest mener, at Oticons patenter er ugyldige, og samtidig vurderer, at det under alle omstændigheder ikke krænker patenterne.

Udmeldingerne har dog heller ikke rokket ved Oticons position i sagerne, fortæller Søren Nielsen, der er administrerende direktør hos Oticon og viceadministrerende direktør hos William Demant Holding, i et interview med Ritzau Finans under EUHA-messen.

"Det kan gå så mange veje. Men vi havde jo ikke en tvist, hvis vi var enige. Derfor får vi en gennemgang fra myndighederne, og det må tage den tid, det gør," siger Søren Nielsen.

Han ser ikke GN Resounds omfattende præsentation af sagerne som hverken forvrængende eller provokerende, men Oticon er fortsat af den holdning, at flere af GN Resounds produkter bør omfattes af et fogedforbud, fordi de krænker selskabets patenter.

"Jeg har ikke mere at tilføje. Jeg synes, at GN har givet en sober og fornuftig gennemgang. Det grundlæggende i den her konflikt er jo, at der er to parter, der ikke ser ens på det, og derfor har vi bedt det dertil indrettede system om at kigge på, hvem af os, der har ret," siger Søren Nielsen.

 Analytiker: Usædvanligt med GN-præsentation af patentsager

 GN Resound ser fire mulige scenarier i patenttvist med Oticon

 "Det er penge, som jeg ville hade at betale"

 GN: Vi står stærkt i patentsager mod Oticon  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også