Fokus på trådløs teknologi til høreapparatmesse

Shop-in-shop konceptet vinder indpas i særligt i USA.
Foto: GN Resound
Foto: GN Resound
AF RITZAU FINANS

Onsdag sparkes den årlige messe hos Europäische Union der Hörgeräteakustiker (EUHA) i gang i tyske Nürnberg, og der vil denne gang ikke være så meget fokus på nye produkter som på teknologiske platforme til udviklingen af nye produkter.

Det vurderer Morten Imsgard, der er senioranalytiker hos Sydbank. Ifølge ham vil meget opmærksomhed komme til at rette sig mod trådløs teknologi og de forskellige producenters tilgang til løsninger på den front.

”Jeg forventer ingen banebrydende produktnyheder på messen i år. Fokus kommer til at være på de kommende teknologiske platforme fra flere aktører i branchen baseret på 2,4 GHz trådløs teknologi,” siger han til Ritzau Finans.

Og lige netop trådløs 2,4 GHz-teknologi blev der allerede sat fokus på ved schweiziske Sonovas investordag i Stäfa i Schweiz tirsdag.

Her løftede verdens største høreapparatproducent nemlig sløret for lanceringen af en ny trådløs teknologi. Der er tale om en chip baseret på den trådløse 2,4 GHz-teknologi, som Sonova lancerede første generation af i 2013. Og nu er anden generation færdigudviklet.

Af præsentationsmaterialet på investordagen fremgår det, at chippen er planlagt til lancering i slutningen af 2016. Det passer samtidig rigtig godt med den normale livscyklus for en produktplatform hos Sonova og i branchen generelt.

Den nuværende produktplatform, Venture, blev således lanceret for et år siden - i oktober 2014 - hvor den afløste produktplatformen Quest, der blev fuldt integreret to år tidligere.

Dermed har Venture-platformen til oktober næste år to år på bagen, og derfor bliver den næste produktplatform formentlig lanceret i oktober næste år - og muligvis sammen med den nye trådløse teknologi.

Shop-in shop et vigtigt fokus

Ud over fokus på ny trådløs teknologi vil der også være interesse for distributionsleddet hos de forskellige producenter, vurderer Morten Imsgard.

På flere markeder - særligt det amerikanske - har en ny tendens med såkaldt shop-in-shop vundet markant indpas over de seneste år.

I USA er varehuskæden Costco den største aktør med sit salg af høreapparater, og i Storbritannien er det Boots.

Men der er også flere andre aktører på vej ind på markedet. Således annoncerede USA's næststørste apotekerkæde, CVS Health, at den vil åbne høreklinikker i syv af sine butikker i det sydlige USA med Sivantos som leverandør.

Derudover har der også flere gange været rygter om, at USA's største apotekerkæde, Walgreens, er på vej ind på samme marked.

”Shop-in-shop konceptet vinder indpas i rigtig mange markeder. De rigtige partnerskaber kan blive afgørende for at stå stærkt i industrien fremadrettet,” siger Morten Imsgard.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også