Siemens Healthcare ser store muligheder i Kina

Siemens Healthcare har fået flere muligheder, efter man sidste år fik mere frihed. Og ambitionerne fejler ikke noget.
Foto: Diether Endlicher/AP/POLFOTO/arkiv
Foto: Diether Endlicher/AP/POLFOTO/arkiv

Strategien er klar for Siemens Healthcare. Selskabet ser store muligheder i Kina, og man er klar til at satse på markedet. Det skriver mediet Shanghai Daily, efter selskabets topchef har været på besøg i Shanghai.

"Vi ønsker at blive den mest betroede partner blandt vores kunder, og Kina er et strategisk marked til at opnå dette. Kina er fast besluttet på at håndtere udfordringerne med en aldrende befolkning og flere kroniske sygdomme samtidig med, at landet som følge af flere rige mennesker har fået flere individuelle ønsker - alt dette giver et enormt potentiale," siger Bernd Montag, adm. direktør i Siemens Healthcare.

Udmeldingen kommer i øvrigt mindre end et halvt år efter, at Siemens Healthcare blev undersøgt i forhold til korruption - i Kina vel at mærke.

Tilbage i maj skrev Reuters nemlig, at de kinesiske konkurrencemyndigheder - China's State Administration for Industry and Commerce (SAIC) – mente, at Siemens Healthcare eftersigende skulle have bestukket hospitaler til at købe selskabets dyre produkter.

Tre personer med kendskab til sagen sagde ved den lejlighed til Reuters, at konkurrencemyndighederne havde beskyldt den tyske teknologikoncerns sundhedsafdeling og dennes forhandlere for at have overtrådt reglerne ved at donere medicinsk udstyr til hospitalerne, hvis de til gengæld lovede kun at købe de kemiske stoffer, der skulle bruges i maskinerne, fra Siemens.

Siemens' oplyste dengang, at man ikke kendte til sagen, og de kinesiske myndigheder ønskede ikke at sige noget om sagen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også