Rehabselskab investerer i nye markeder

Det østjyske rehabselskab Innovaid kommer på grund af øgede omkostninger ud af 2014/15 med et lille underskud. 
Foto: Innovaid
Foto: Innovaid

Det danske rehabselskab Innovaid må efter tre år med små overskud igen tage til takke med røde tal på bundlinjen.

Ganske vist er der tale om et minimalt underskud, da man kom ud af det skæve regnskabsår 2014/15 med et minus på 48.000 kr., hvor året før bød på et overskud på 135.000 kr.

Innovaid står bag optræningssystemet og hjælpemidlet Happy Rehab og træningssystemet Treax Pads, der begge retter sig mod børn med spastisk lammelse, cerebral parese. Og netop udvikling og markedsmodning af de to produkter har været den primære aktivitet i regnskabsåret.

"Ligeledes har en væsentlig del af periodens aktiviteter bestået i styrkelse af virksomhedens salg- og distributionsnetværk, herunder opbygning af det norske datterselskab og bearbejdning af det norske marked. Selskabet har tilknyttet en salgsressource og er blevet vel modtaget på markedet," lyder det i ledelsesberetningen.

Hjælpemidlet Happy Rehab er desuden blevet godkendt på de norske myndigheders liste for støttede/bevilgede hjælpemidler, mens man har etableret en distributøraftale med en forhandler i USA.

Omkostninger skyld i tilbagegang

Innovaids bruttofortjeneste er i 2014/15 steget til 982.000 kr. fra 788.000 kr. i 2013/14, men omkostninger æder gevinsten.

"For at sikre væksten har ledelsen sikret et tilstrækkeligt likviditetsberedskab bl.a. gennem en aftale med Vækstfonden og vor bankforbindelse Jyske Bank. I forbindelse hermed er afholdt engangsomkostninger, hvilket afspejles i regnskabet for regnskabsåret 2014/15," skriver ledelsen.

Egenkapitalen var ved årets udgang på 536.000 kr. Ledelsen skriver, at der var fejl i sidste års regnskab, da debitorerne var optaget på et forkert grundlag. Det får egenkapitalen til at falde med 127.000 kr.

 Dansk rehabfirma har fokus på udlandet

Del artikel

Relaterede artikler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også