Ny robot skal ultralydsscanne over internettet

To studerende står bag udviklingen af en robot, der skal gøre det muligt at ultralydsscanne patienter, der befinder sig langt væk fra hospitaler med kompetencerne. Første udgave ventes at blive lanceret inden for få måneder - dog uden det telemedicinske element.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Snart kan patienter måske se frem til meget kortere rejsetid, når de har brug for en ultralydsscanning.

To studerende i Biomedicinsk teknologi på Aarhus Universitet har nemlig udviklet en robot, der gør det muligt at foretage ultralydsscanninger over store afstande ved hjælp af en robotarm, et joystick og en skærm. Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.

Ultralydsscanninger er ikke nogen nem disciplin, og den bedste ekspertise findes ofte på de store hospitaler, og der kan derfor være store rejsetider for folk, der bor i udkanten af et land.

”Ultralydsscanning er et håndværk, og kvaliteten af den enkelte scanning er meget operatørafhængig. Metoden har et kæmpe potentiale, som ikke kan indfries i dag, fordi eksperterne er få, og udstyret er tungt, kablet og mangler mobilitet. Derfor besluttede vi os for at udvikle en trådløs teknologi og dermed en telemedicinsk løsning på problemet med de geografiske afstande,” udtaler Søren Pallesen, der sammen med Johannes Hollensberg står bag robotten.

Scanneren kan for eksempel stå på en lokal lægeklinik eller et mindre hospital og kobles op til et større hospital, hvor der er flere kompetencer.

Håber på snarligt salg

De to studerende har udviklet en prototype af robotten på et år med input fra flere speciallæger. Den skal dog i første omgang lanceret uden det telemedicinske element, da det er en længere godkendelsesproces. Håbet er, at den kan være klar til salg i efteråret, efter man har gennemgået de sidste kliniske tests.

”Teknologien har stort potentiale, især for patienter, der er langt fra de store sygehuse. Desuden kan opfindelsen komme udviklingslandene til gode, hvor der kun er få scanningslæger,” udtaler Lars Bolvig, overlæge med Aarhus Universitetshospital.

Robotten er blandt andet udviklet med en funktion, der gør, at lægen eller sygeplejersken får feedback, når robotarmen rammer huden på patienten. På den måde får man en føling med, hvor hårdt man trykker, så oplevelsen for patienten minder mest muligt om en almindelig scanning.

Se en demonstrationsvideo af robotten her.

 Virksomhed bag 3D-sårscanner satser på telemedicin

 Telemedicin til hjertepatienter får millionbeløb

 Plejerobotter testes for EU i Syddanmark  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også