Sonova-topchef: Stærk franc betyder mindre og mindre

Den relative effekt af den stærke schweizerfranc bliver mindre og mindre for schweiziske Sonova.
Foto: Sonova/PR
Foto: Sonova/PR
AF RITZAU FINANS

Verdens største høreapparatproducent, schweiziske Sonova, blev ramt rent finansielt, da den schweiziske centralbank (SNB) i midten af januar valgte at opgive båndet mellem schweizerfranc og euro, hvilket betød en umiddelbart stor styrkelse af den schweiziske valuta.

Det rammer Sonova, fordi selskabet rapporterer sine regnskabstal i schweizerfranc, og fordi der stadig er en stor andel af omkostningerne bundet i hjemlandet. Men grundet Sonovas strategi om at vokse i udlandet, bliver andelen af omkostninger i Schweiz og dermed den negative påvirkning af en stærk schweizerfranc mindre og mindre over tid.

Det siger Sonovas administrerende direktør, Lukas Braunschweiler, i et tv-interview med finansmediet The Street.

"Vi har en stærk schweizerfranc, og vi rapporterer i schweizerfranc. Selv om vi blot har omkring 2 pct. af vores omsætning i Schweiz, har vi stadig omkring 20 pct. af vores omkostninger i Schweiz. Vi har lagt en strategi, der tilsiger, at vi hellere vil øge vores infrastruktur i udlandet, så den relative effekt bliver mindre og mindre," siger Sonova-direktøren til The Street.

Styrkelsen af schweizerfranc fik i begyndelsen af marts Sonova til at flytte 100 stillinger ud af hjemlandet, så det samlede antal medarbejdere i Schweiz blev reduceret fra omkring 1100 til omkring 1000. Dermed blev der gjort op med en årelang strategi om at holde antallet af medarbejdere i Schweiz stabilt.

Af de 100 stillinger, som Sonova flytter til udlandet, flyttes omkring halvdelen til Manchester i England, hvor Sonova har en samlingsfabrik for individuelt tilpassede produkter, mens de resterende flyttes til samlingsfunktioner af standardprodukter i Suzhou i Kina. Flytningen vil ske over de næste 12 måneder.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også