Rigets nye topchef klar til tæt samarbejde med erhvervslivet

Han har siddet som direktør for landets største hospital Rigshospitalet under tre måneder. Men han har nået at gøre sig tanker om, hvordan han gerne ser samspillet med det private erhvervsliv. Visionerne løftede han sløret for på et morgenmøde om Rigshospitalets ambitioner.

Hvis det står til hospitalsdirektør på Rigshospitalet Per Christiansen, skal man dyrke innovationen og samarbejdet mellem det private erhvervsliv meget mere. Faktisk er det en nødvendighed, hvis man også om ti år vil have et stærkt sundhedsvæsen, der oplever et øget pres på budgetterne, mener hospitalsdirektøren.

Det er dog ikke alle, der er enige med Per Christiansen i, at det er pengene værd at satse på sundhedsinnovation. Det løftede han sløret for på et morgenmøde på MedWatch, under overskriften ”Sådan bliver opfindelser til virkelighed på Rigshospitalet.”

”Som regel ved man ikke, hvad der kommer ud af innovation, og det er ikke velset, at der bliver smidt penge efter noget, der ikke kommer noget ud af. IdeRiget kostede 13 mio. kr. over tre budgetår, og det er fantastisk, at Torben (Stentoft, red.) fandt de midler til projektet. Jeg kan have masser af idéer på dette område, men jeg har stadig en ledelse, bestyrelse og et politisk bagland, der skal bevilge pengene i en tid, hvor der samtidig bliver skåret ned,” siger Per Christiansen.

Alligevel er det et område, som står hospitalsdirektøren nært, og som han vil have stort fokus på. Erfaringerne stammer helt tilbage fra Nordjylland, hvor han var med til at starte IdeKlinikken op på Aalborg Universitetshospital – frontløberen til Rigshospitalets innovationsprojekt IdeRiget. Selvom han kun har siddet i stolen som direktør for Rigshospitalet i 79 dage, har han nogle helt klare visioner på området, som han løftede sløret for på morgenmødet:

*Medarbejder- og brugerdrevne innovationsprojekter med kommercialiseringspotentiale tre-fem patenter om året.

*Samarbejdspartner for danske og udenlandske mindre og mellemstore virksomheder for udvikling og test af medical devices - fem-ti om året.

*To-tre store OPP-projekter eksempelvis inden for billeddiagnostik, big data og bæredygtig energi.

Per Christiansen håber at kunne oprette samarbejder med de andre hospitaler i regionen, men set i lyset af sin forgængers bestræbelser på det samme, er han ikke umiddelbart optimistisk.

”Jeg ville gerne foreslå at lave en konkurrence ligesom IdeRiget for alle hospitalerne, men indtil videre har de øvrige hospitaler vurderet at omkostningerne er for store,” siger han. 

Per Christiansen er kommet i styregruppen i velfærdsklyngen Copenhagen Healthtech Cluster og håber, at det kan gøre det nemmere for hospitaler at finde sammen med det private – og vice versa – om udviklingen af nyt medicinsk udstyr og velfærdsteknologiske løsninger.

MedWatch bringer mandag flere artikler om Per Christiansens bud på muligheder og udfordringer i samarbejdet med erhvervslivet.

 Ny hospitalsdirektør vil løfte IdeRiget til nyt niveau

 Ny direktør for Rigshospitalet og Glostrup Hospital

 Ideriget er lakmusprøve for dansk start-up

 Ideriget skal blåstemple hjemmetræningssystem

 Ideriget er sidste skridt på udviklingsvejen  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også