Analytiker: Audika-køb et defensivt træk

Med planen om at overtage den franske høreapparatdistributør Audika ønsker William Demant ifølge analytiker at sikre sit salg på det franske marked.
Foto: William Demant/PR
Foto: William Demant/PR
Af Ritzau Finans

William Demant Holdings interesse for køb af en større aktiepost i høreapparatforhandleren Audika handler i bund og grund om at beskytte sit salg. Det vurderer aktieanalytiker Morten Imsgard fra Sydbank, som betegner prisen som på linje med prissætningen af konkurrerende forhandlere.

"Jeg ser det som et ønske fra WDH om at sikre et tættere samarbejde med Audika, som de har leveret produkter til igennem længere tid. Der er en tendens i industrien til, at producenterne går ind og forsøger at overtage kæderne, fordi man er nervøs for, at andre skal gøre det, og at man derfor taber sit salg," siger Morten Imsgard til Ritzau Finans.

Forsvarer territorium

"Så jeg kan ikke lade være med igen at se det som lidt et defensivt træk, at man forsvarer sit territorium ved at sige, at hvis vi får ejerandele her, så bestemmer vi også hvilke produkter, der skal på hylderne," tilføjer analytikeren.

William Demant oplyste tirsdag morgen, at det har indledt eksklusivforhandlinger med henblik på at købe 53,9 pct. af aktiekapitalen i Audika af majoritetsaktionæren Holton SAS til en pris på 17,78 euro per aktie. Det svarer til en præmie på 32 pct.

Buddet svarer til samlet 90,8 mio. euro - eller ca. 675 mio. kr. - og værdisætter hele Audika til 168,4 mio. euro svarende til godt 1,25 mia. kr. Går handelen igennem, er William Demant forpligtet til at fremsætte et købstilbud til de øvrige aktionærer.

Fornuftig pris

"Prisen ser ud til at være meget på linje med det, som større forhandlerkæder nogenlunde handler til på børsen," siger Morten Imsgard, og henviser til prissætningen af Audikas konkurrent Amplifon.

"Så man prøver at byde en pris, der nogenlunde tilsvarer de niveauer, der er i markedet i forvejen på den her type aktiver," supplerer analytikeren.

Audika har 460 butikker spredt over hele Frankrig samt få aktiviteter på det belgiske marked, og har i mange år solgt høreapparater fra William Demant Holding, men også en stribe andre aktører på markedet. Dermed kan William Demant potentielt udrydde noget konkurrence på det franske marked gennem en overtagelse.

"Jeg kan ikke se ideen med, at man som høreapparatproducent skal brede sin forretning ind i forhandlerleddet, hvis de ikke har en eller anden form for forsvarsmekanisme indbygget - og at det i bund og grund handler om at holde konkurrenter ude," siger Morten Imsgard.

 "Købet vil give os et væsentligt løft på det franske marked"

 William Demant vil overtage fransk firma

 Fransk høreapparatdistributør skruer op for væksten og stiger

 Amplifon klar til opkøb for 250 mio. euro 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også