Bureau: Denne kapitalfond køber Siemens' høreapparatdivision

Det skulle ifølge Reuters være en svensk kapitalfond, der står med de bedste kort på hånden i forhold til at overtage Siemens' høreapparatforretning.
Af Ritzau Finans

Ifølge rygter skulle den svenske kapitalfond EQT have de bedste chancer for at overtage høreapparatdivisionen fra Siemens.

Det skriver Reuters med henvisning til kilder, der oplyser, at købssummen bliver på cirka 2 mia. euro.

Siemens har ellers tidligere meldt ud, at divisionen skulle børsnoteres som selvstændigt selskab, men rygterne om et salg til enten en industriel spiller som danske GN eller en kapitalfond har svirret i nogle uger. Bloomberg har tidligere rapporteret, at Siemens er blevet afskrækket fra en børsintroduktion af de faldende aktiekurser, der prægede markederne tidligere på efteråret.

Ifølge Reuters' oplysninger har GN Store Nord været med i opløbet, ligesom kapitalfonden Permira.

Sydbanks analytiker Morten Imsgard har dog tidligere påpeget, at det ville være svært for GN, at komme med et afgørende bud på Siemens' høreapparatforretning.

"Hvis GN Store Nord køber Siemens' høreapparatdivision vil det efter vores vurdering få negative konsekvenser for salget til Amplifon (høreapparatdistributør, red.). Amplifon vil næppe acceptere, at omkring 70 pct. af kædens solgte høreapparater købes hos en enkelt producent," skrev Morten Imsgard tidligere på ugen i et analysenotat.

Planerne vil blive offentliggjort onsdag, skriver Reuters, men både Siemens og EQT afviser at kommentere, ligesom GN tidligere har afvist at udtale sig om processen.

Analytikere estimerer ifølge Reuters, at divisionen har en omsætning på 700 mio. euro og et driftsoverskud, EBIT, på 130 mio. euro.

 Siemens rygtes på vej til at sælge høreapparatdivision

 Finanshus peger på danske købere af Siemens-division

 Sydbank skeptisk over for GN-bud på Siemens-division 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også