Brødre tjener trecifret millionbeløb på firmasalg

Da det aarhusianske bioinformatikfirma CLC Bio i efteråret 2013 blev solgt til en tysk medicokæmpe, udløste det en klækkelig gevinst til både stifterbrødrene og investorer. 
CEO Thomas Knudsen og Martin Ludvigsen fra CLC bio, som er en aarhusiansk virksomhed med fokus på udvikling af software til blandt andet DNA-forskning. | Foto: Jan Dagø / Polfoto
CEO Thomas Knudsen og Martin Ludvigsen fra CLC bio, som er en aarhusiansk virksomhed med fokus på udvikling af software til blandt andet DNA-forskning. | Foto: Jan Dagø / Polfoto

Forgyldende virksomhedssalg inden for life science-brancherne oplever Danmark kun drypvist, men i oktober 2013 kastede den tyske medicokoncern Qiagen kastede sig over aarhusianske CLC Bio. Det fik de to brødre Thomas og Bjarne Knudsen, som stiftede bioinformatik-softwarefirmaet i 2004, en klækkelig sum ud af.

Det netop aflagte regnskab fra holdingfirmaet Geniematics Holding Aps viser et overskud på 151,4 mio. kr. efter salget af den 40,22 pct. store ejerandel i bioinformatikselskabet. Geniematics Holding Aps eneste formål var ifølge årsregnskabet at eje aktier i CLC Bio.

”Selskabet har i år afhændet samtlige aktier i CLC bio A/S og udloddet TDKK 96.000 af de foreløbigt modtagne midler på en ekstraordinær generalforsamling den 22. september 2013,” står der i Geniematics Holdings regnskab.

Algoritmer til alt

Ifølge erhvervsovervågningsportalen BiQ ejer hver af de to brødres private holdingselskaber, Thknudsen Holding og Bknudsen Holding, 42 pct. af Geniematics Holding Aps og dermed også af salgsformuen. Thomas og Bjarne Knudsen har ikke været interesseret i at tale med MedWatch om salget.

CLC Bio udvikler komplicerede algoritmeløsninger, som firmaer og forskere kan anvende til at analysere uoverskuelige biologiske datamængder, når der eksempelvis skal udvikles diagnostiske produkter, sekvenseres genomer, og når der på basis af databehandling skal udvikles og udvælges lægemidler. Blandt kunderne tæller eksempelvis verdens største medicinalselskaber som Pfizer, Johnson & Johnson, Abbot, Merck, Eli Lilly, Roche, Novartis og mange flere. Også de danske medicinalaktører, Novo Nordisk og Lundbeck, har CLC Bio lokket med ind i kundefolden.

Millioner til aahusiansk erhvervsmand

Andre investorer, som har været med til at skyde penge i foretagendet, har også kunnet se millionerne tikke ind på kontoen. En af dem er den århusianske erhvervsmand Thomas Bruno Pedersen, der satte penge i CLC Bio, efter at han havde skabt sig en formue som partner i Formuepleje i Aarhus.

Han var medinvestor i konsortiet Geniematics III K/S, hvis eneste formål var at eje en andel på 22,84 pct. af CLC Bio. Aktierne blev solgt videre til Qiagen i 2013, som satte et gyldent aftryk på bundlinjen – på 55,95 mio. kr.

Mål: omsætning på 1 mia. kr.

CLC Bio startede for alvor op med fem medarbejdere i 2005, og siden da er biksen vokset til omkring 100 ansatte, hvoraf 50 sidder i hovedkontoret i Aarhus, mens de resterende varetager salgskontorer i udlandet. Thomas Knudsen har en baggrund som revisor i KPMG og partner i Deloitte, mens Bjarne Knudsen har en ph.d. og postdoc i bioinformatik.

Ved opstarten af CLC Bio rejste brødrene omkring 2 mio. dollar, og det første produkt blev lanceret i 2005.

I perioden 2007-2009 havde CLC Bio et samlet underskud på knap 30 mio. kr., fremgår det af tidligere artikler fra dagbladet Børsen. Men i perioden 2010-2012 tjente virksomheden knap 12 mio. kr. efter skat, fremgår det af regnskaberne. CLC Bio, som nu hedder Qiagen Aarhus, har endnu ikke offentliggjort regnskabet for 2013.

”Jeg mener, at det er et realistisk mål, at CLC Bio omsætter for mellem 500 mio. kr. og 1 mia. kr. i løbet af de næste 10 år, med et overskud på 20 pct. af omsætningen før skat. Vi befinder os i en branche, som ikke er særlig konjunkturfølsom,” sagde Thomas Knudsen til Børsen i 2009.

Omsætningen afslørede CLC Bio ikke i 2012, men bruttoresultatet landede på lige knap 30 mio. kr.

 En case næsten lige efter bogen 

 Bioinformatik-firma ser smutvej til ny forretning i stamceller 

 Eksporteventyr bliver effekt af ny vævsanalyseteknik 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også