Coloplast afviser fusk med EU-millionstøtte

Coloplasts pressechef afviser, at man har fusket med EU-midler. (opdateret kl. 12:05)
Foto: Coloplast
Foto: Coloplast
AF RITZAU FINANS

Der er ingen sammenhæng mellem de omkring 45 mio. kr., Coloplast har modtaget i EU-støtte til investeringer i produktionsfaciliteter i Ungarn samt en beslutning om at flytte op mod 600 danske arbejdspladser til udlandet. Sådan lyder forklaringen i Coloplast på kritik rejst i Fagbladet 3F af udflytningen.

EU's regler forbyder regional støtte i forbindelse med flytning af arbejdspladser, og det har derfor vakt opsigt og politisk kritik, at omkring 600 medarbejdere siden 2008 har mistet deres job hos Coloplast i Danmark stort set samtidig med, at støtten blev givet. Men det er et sammenfald, mener Coloplast.

"Der, hvor kæden hopper af, er, når der laves en sammenkobling af de EU-midler, vi får til investeringerne, og de nedlukninger af arbejdspladser, vi foretager i Danmark i samme periode. Det er ingen sammenhæng der," siger pressechef i Coloplast Simon Mehl Augustesen til Ritzau Finans.

Coloplast modtog EU-midlerne ad to omgange. Den største portion på omkring 35 mio. kr. kom i 2009 og yderligere 10 mio. kr. fulgte 2013. Politikere fra Socialdemokraterne, Venstre, Dansk Folkeparti og Folkebevægelsen mod EU kritiserer over for Fagbladet 3F manøvren og spørgsmålet rejses, om støtten bør betales tilbage.

EU-kommissionen åbner ifølge Fagbladet 3F for at tage sagen op igen, hvis den modtager nyt materiale, mens de ungarske myndigheder har forsikret Kommissionen om, at reglerne er blevet fulgt.

EU-midlerne er ifølge Coloplast gået til investeringer i produktionsfaciliteter, blandt andet til ny teknologi, det vil sige nye maskiner, samt til etableringen af såkaldte "clean rooms", hvor kravene til hygiejnen er ekstra høj. Den strategiske beslutning om at flytte produktion ud af Danmark blev ifølge Simon Mehl Augustesen truffet i starten af dette årtusinde.

"I de fire år fra 2009 til 2013 investerer vi sammenlagt over 1 mia. kr. i produktionsfaciliteter. De EU-midler, vi modtager udgør 45 mio. kr. Så det er på ingen måde støtten, der har drevet vores investeringer i Ungarn. Det, der har drevet dem, er, at man allerede i 2001 eller 2002 tager en strategisk beslutning om at flytte produktionen ud for at sænke omkostningsniveauet," siger Simon Mehl Augustensen.

Ungarn er valgt, fordi omkostningsniveauet er lavere samtidig med, at placeringen midt i EU og en god infrastruktur gør det attraktivt for Coloplast at producere her.

"Så det er det, der har drevet beslutningen, og ikke på nogen måde EU-midlerne," siger Simon Mehl Augustesen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også