Sonova-dir: Costco-aftale er en del af overordnet strategi

Værdien af den schweiziske høreapparatkoncerns aftale med varehuskæden Costco er ikke af større økonomisk betydning, siger pressechefen.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
Af Ritzau Finans

Schweiziske Sonovas aftale om at levere højprisprodukter til den amerikanske varehuskæde Costco er en del af selskabets overordnede strategi om udvidelse af distributionskanalerne, men det er ikke en aftale af større økonomisk betydning for verdens førende høreapparatproducent.

"Jeg kan ikke afsløre størrelsen af aftalen, men det er en del af vores overordnede strategi om at øge forretningen. Effekten af den er indregnet i vores nuværende forventninger, så det får ikke en større finansiel betydning. Men det er en ny distributionskanal, og vi kigger altid efter nye kanaler og muligheder, og det her er en af dem," siger Michael Edmond Isaac, der er pressechef hos Sonova, til Ritzau Finans.

Han fastslår samtidig, at salget af høreapparater gennem de uafhængige salgskanaler fortsat er Sonovas kerneforretning.

Den schweiziske producent begynder "sidst på foråret" at levere produkter ind til Costco under brandet Phonak Brio, der er et specielt sammensat brand i højprissegmentet til netop Costco.

Læs også: Sonova udfordrer danske høre-koncerner

Danske GN Resound og William Demant Holding leverer også høreapparater til Costco. Og hos GN forventer man, at Sonovas indtog vil skabe større konkurrence på en lille del af salget, mens størstedelen formentlig vil være uberørt.

"Vi forventer ikke, at det vil have betydning for den største del af vores salg gennem Costco, fordi det har en intern politik om, hvor meget af den samlede omsætning, der skal komme fra Kirkland Signature, og det er en væsentlig del. Men det er fair at sige, at der vil komme større konkurrence på det salg, der ligger derudover," siger Michael Bjergby, der er kommunikationsdirektør hos GN Store Nord, til Ritzau Finans.

Kirkland Signature er Costcos eget brand, som derfor ifølge selskabets egne regler skal stå for en vis procentdel af kædens samlede salg. GN Resound er leverandør til brandet, men leverer også produkter til Costco under Resound-brandet.

 Priskrig kan høres i Danaflexs regnskab

 Amplifons resultat skrumpede kraftigt i 2013 

 Tysk appelret afviser GN's milliard-krav 

 Siemens øger høreapparatsalg i Danmark 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også