Et godt marked for risikovillig kapital er karakteriseret ved, at sunde forretninger kan skaffe finansiering til deres vækst. Men det er også karakteriseret ved, at forretninger, der viser sig ikke at hænge sammen, får nej til yderligere finansiering. På baggrund af den seneste uges debat i såvel Dagbladet Børsen som Ingeniøren om finansiering i Vækstfonden, synes jeg, at det er på sin plads at understrege vigtigheden af sidstnævnte.

Når man investerer i nye vækstvirksomheder, beror beslutningen på en række forudsætninger om bl.a. teknologiudvikling og salg af produkter, der kan vise sig ikke at holde. For at reducere risikoen ved investeringerne og for at undgå kapitalspild ved forretningsudvikling, der viser sig ikke at være bæredygtig, er det fast praksis, at investorerne opdeler investeringer i trancher, hvor en del af kapitalen først udbetales, når bestemte udviklingsmål er nået. Den praksis har vi også i Vækstfonden. Hvis en virksomhed ikke opfylder målsætningerne, der er fastsat i aftalen for udbetaling af en tranche, vil investorerne indbyrdes drøfte, hvad der skal ske. Alt efter hvor alvorlig en afvigelse fra den oprindelige plan, der er tale om, kan investorerne vælge helt at stoppe for yderligere udbetalinger, justere på de aftalte vilkår, herunder pris på aktier, eller fortsætte med den oprindelige udbetalingsplan.