”Det er en god kalendergave”

Ambus direktør kalder aftalen om King Systems for et transformativt opkøb med mange fordele. Læs her, hvad det ændrer, og hvilke fordele han ser.
Foto: PR
Foto: PR
af KRESTEN MORTEN MUNKSGAARD

”Det er en ganske god og ret pæn kalendergave.”

Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra Ambus adm. direktør Lars Marcher kort tid, efter selskabet har offentliggjort, at man køber amerikanske King Systems for 673 mio. kr. Ifølge Marcher er der tale om et opkøb, der vil ændre virksomheden markant.

”Det her er en transformativ akkvisition for os. Den transformerer Ambu til næste niveau, både fordi vi får større salgsskalering og coverage i USA, og fordi vi får en meget bredere komplementær palette,” siger han til MedWatch og understreger, at Ambu og King Systems i hans øjne matcher næsten perfekt:

”Det, der er svært ved at købe en virksomhed nu til dags, er, at der næsten altid er en kannibalisering mellem produkter. Men her får du en stort set komplet komplementering, og der er meget få produktoverlap.”

Lang række synergier

Ifølge Lars Marcher opstår der en lang række synergier ved integrationen af de to virksomheder Det gælder blandt andet inden for Ambus hovedfokus, engangsprodukter, som King systems også arbejder inden for

”Det giver os også et endnu større globalt perspektiv i og med, vi fordobler det amerikanske marked, ved at vi får en masse synergier til den samme kundegruppe. Det vil sige, vi får flere sælgere og vi får mere i tasken til de samme kunder, og det giver effektiviseringer på salgsledelse og i det hele taget.”

Han peger også på King Systems' kommende produkt, et engangs videolaryngoskop, der komplimenterer Ambus store satsning Ascope, som er et videoskop til intubering af patienternes luftveje.

"80 pct. af alle intuberinger i dag bliver lavet ved hjælp af laryngoskoper, så det er et meget stort etableret marked, som vi lige pludselig får adgang til."

Ingen udmelding om forventninger

Selvom King Systems med en omsætning på 388,6 mio. kr. og en EBIT på 50,2 mio. kr. vil gøre en væsentligt forskel i Ambus regnskab, hvor de tilsvarende tal i det netop offentliggjorte årsregnskab er 1 mia. kr. i omsætning og 157 mio. kr. i EBIT, så har selskabet endnu ikke meldt ud, hvordan købet vil påvirke forventningerne til det indeværende, skæve regnskabsår.

"Der er tekniske grunde til, at vi ikke kan melde noget ud om forventninger, når handlen ikke er på plads. Det ville være dumt at tale alt for meget om de økonomiske synergier, før det er sket, så nu bruger vi januar på at efterprøve vores forventninger, og når vi overtager forhåbentlig i februar, så kommer vi med en udmelding, som selvfølgelig markant vil ændre vores omsætning i indeværende finansår," siger Lars Marcher og fortsætter:

"Det, der er interessant at få med, er, at selve integrationen af virksomheden ikke bliver så svær, i og med det er en virksomhed, vi kender. Vi kender produkterne, vi kender produktionen, og vi kender USA, som er et marked, vi har været på i mange år. Der er altså ikke tale om, at vi køber os ind i USA."

Kritisk størrelse

Ambu har gennem længere tid meldt offentligt ud, at selskabet var på jagt efter opkøb, for at gøre virksomheden større, og det er kun ca. syv måneder siden, at købet af Unomedicals elektrodevirksomhed faldt på plads. Ambus nye bestyrelseformand, Jens Bager fra ALK, meldte da også kort tid, efter han trådte til 13. december, at opkøb stadig var på Ambus agenda, for at opnå god, effektiv størrelse for virksomheden.

Det mener Lars Marcher nu. at Ambu er kommet et godt skridt tættere på:

"Det er vigtigt for os at være en relevant leverandør og have en bred portefølje til vores hospitaler, som er vores kunder. Vi kommer til at nyde godt af, at Ambu har 28.000 hospitaler rundt om i verden, som nu kan få et større serviceniveau og bedre support fra Ambu, end de har haft hidtil.

Vores amerikanske marked bliver fordoblet, og vores virksomhed vokser med 50 pct. Vi bliver stærkere og får stordriftsfordele, og vi får nogle gode synergier på sigt, når vi skal i krig med at integrere."

Ambu ventede før opkøbet en omsætning i niveauet 1.125 mio. kr og en EBIT-margin på 15 pct.

 Ambu arbejder hårdt på opkøb i det kommende år 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også