Nyt våben mod behandling af forhøjet blodtryk

Med mere end en milliard patienter er markedet for behandlinger af forhøjet blodtryk et af de største medicinske markeder overhovedet. Men den mest lovende behandling af det eskalerende sundhedsproblem kommer fra medico-verdenen.
Foto: Niels Hougaard, Jyllands-Posten
Foto: Niels Hougaard, Jyllands-Posten

På verdensplan er der et godt stykke over en milliard mennesker, som lider af forhøjet blodtryk – også kendt som hypertension. Det gør markedet til et af de hurtigst voksende og mest lukrative life science-markeder overhovedet, og de store medicinalvirksomheder står i kø for at få en bid af kagen.

Men nu skriver Star Tribune, at den allerbedste mulighed for behandling af lidelsen skal findes i medicoindustrien.

Behandling hedder renal denervering og går i al sin enkelthed ud på, at man brænder nerverne i de renale arterier (nyrearterierne) og dermed gør brugen af medicin overflødig. Det foregår ved, at man fører et kateter op igennem lårarterierne til nyrearterierne, hvor man deaktiverer nerverne ved hjælp af varme.

Af de ca. 1,2 milliarder, der lider af forhøjet blodtryk på verdensplan, udvikler omkring en tredjedel behandlingsresistent hypertension, dvs. at de ikke reagerer på medicin mod lidelsen. For mange patienter med forhøjet blodtryk er det nødvendigt at tage flere slags medicin mod lidelsen.

Det største marked i årevis

Men med renal denervering behøver man kun en behandling, skriver avisen. Det er en simpel procedure, og når den er ovre, fjernes kateteret igen.

Indtil videre har behandlingen vist sig både sikker og effektiv, og ikke mindst markant billigere end den medicinske løsning, og ifølge analytikere repræsenterer renal denervering et globalt marked, som vil vokse til 3 milliarder dollar indenfor ti år, oplyser Star Tribune.

”Det er muligvis det største marked vi har set i årevis for udstyr,” siger Thom Gunderson, en senioranalytiker fra Piper Jaffray & co. Ifølge avisen. ”Dog virker det til at være et relativt simpelt stykke udstyr og et relativt simpelt indgreb.”

Afventende amerikanere

Behandlingen er endnu ikke tilgængelig i USA, men analytikere anslår at det kan ske i 2016. Både verdens største medicovirksomhed Medtronic, det amerikanske hospital St. Jude og irske Covidien har produkter på markedet i Europa, og de to førstnævnte er i gang med kliniske undersøgelser, som skal bane vejen for at indtage det amerikanske marked.

I Danmark tilbyder bl.a. HjerteCenter Varde, Aalborg Sygehus og Rigshospitalet behandlingen til patienter med svær hypertension.

Pt. tilbydes behandlingen primært til de hårdest ramte hypertension-patienter, som ikke kan behandles med medicin, men professor Stephen Worthley, en australsk hjertespecialist, som har været involveret i St. Judes kliniske forsøg, siger ifølge Star Tribune, at renal denervering på sigt kan blive en mulighed for endnu flere patienter, også de som ellers kan behandles med traditionel medicin.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også