Menstruationskop kan have en uheldig bivirkning

Menstruationskopperne kan måske hive kvinders spiraler ud af livmoderen, advarer overlæge.
Milla Mølgaard, Politiken.dk

Menstruationskopper synes at være blevet den helt store trend for kvinder, der gerne vil have mindre besvær med deres månedlige blødninger.

Silikonekopperne, der kan gøre kvinder bind- og tampax-fri ved at agere opsamlingsskål i skeden, er de seneste uger blevet revet væk fra internetbutikker.

Men lyksalighederne har måske en uheldig bagside - i hvert fald for kvinder, der samtidig bruger spiral.

Det fortæller overlæge på gynækologisk afdeling på Hvidovre Hospital, Charlotte Wilken-Jensen.

"Vi har en begrundet mistanke om, at menstruationskoppen, når den tages ud, kan påvirke spiralen, så den falder ned i livmoderhalsen i stedet for at blive i livmoderen, hvor den bør sidde", siger overlægen, der er faglig leder i Sex og Samfunds Præventions- og Rådgivningsklinik.

Indtil videre har Charlotte Wilken-Jensen været i kontakt med tre kvinder, der har brugt menstruationskop og efterfølgende har henvendt sig med en forkert placeret spiral.

Koster 1.200 kroner

Forklaringen kan være det undertryk, der skabes, når koppen trækkes ud - eller det faktum, at koppen i modsætning til tamponer sidder helt oppe omkring livmoderhalsen og derfor kan påvirke tråden fra spiralen, når koppen trækkes ud, forklarer Charlotte Wilken-Jensen.

"Det lyder meget logisk og plausibelt, at menstruationskoppen har denne uheldige virkning. Derfor vil vi advare kvinder mod kombinationen af menstruationskop og spiral", siger overlægen, der i dag har anmeldt problemet til Sundhedsstyrelsen som 'mistænkt bivirkning til medicinsk udstyr'.

"En spiral koster op til 1.200 kroner, så det kan blive en dyr fornøjelse, hvis den placerer sig forkert", siger Charlotte Wilken-Jensen.

"Men det værste er, at den ikke længere beskytter mod graviditet - og det ubehag og besvær, der er for kvinden med en forkert placeret spiral og det, at hun skal igennem at have den fjernet og sat en ny op".

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også