Markant resultatnedgang i medico-selskab

Tab i datterselskab og hård konkurrence sætter sine spor i regnskabet fra Ferrosan Medical Devices A/S. Men ambitionerne fejler ikke noget.

Ferrosan Medical Devices, producent af bl.a. svampe til brug ved operationer, måtte notere en nedgang i sit årsresultat for 2011 i forhold til 2010.

Det hænger ikke mindst sammen med et tab på 17,5 mio. kr. på datterselskabet kaldet PSE38 nr. 2170 A/S, hvis primære opgave også har været at sælge medicinsk udstyr. Egenkapitalen er væk, og selskabet bliver formentlig fusioneret ind i Ferrosan Medical Devices.

Det fremgår af regnskabet, der i dag er offentliggjort og beskrevet i Børsen.

Udskilt fra kosttilskud

Ferrosan Medical Devices, der har en omsætning i omegnen af 200 mio. kr. årligt, ejes i dag af kapitalfonden Altor. Firmaet blev i 2010 udskilt fra den del af Ferrosan-koncernen, der producerer kosttilskud, og som blev solgt til giganten Pfizer i 2011.

Ferrosan Medical Devices’ primære driftsresultat blev på 42,6 mio. kr. mod 65,2 mio. kr. året før. Årets resultat blev på 27,1 mio. kr. mod 48,6 mio. kr. i 2010. Det var således ikke kun udviklingen i datterselskabet, der sidste år var en udfordring:

”Ferrosan Medical Devices’ traditionelle forretningsområdem hæmostatiske svampe og pulver, har i 2011 været præget af dels en fortsat stagnation i markedet og dels af tiltagende konkurrence,” skriver ledelsen i regnskabet, hvis resultat betegnes som utilfredsstillende.

Ejerens ambition er, skriver Børsen, at øge omsætningen til en halv mia. kr. inden for de næste fem år.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også